Der er snart ikke det, quarterbacks i NFL ikke kan finde på at give sin offensive linje i julegave. UHD fjernsyn, flybilletter, spillekonsoller, køletasker og vinterjakker med Skittles-dispensere er blandt de gaver, der er delt ud i år. Eagles quarterback Carson Wentz har dog taget den skridtet videre.

Wentz er en ivrig jæger uden for sæsonen, og derfor var det selvfølgelig helt naturligt for den unge rookie at belønne sin offensive linje med – du gættede det – jagtrifler.

Hver eneste af Wentz’ bodyguards modtager således snart en Beretta jagtriffel med deres nummer indgraveret som julegave. Det skriver ESPN.

“Det er et fedt gevær. Jeg er virkelig vild med det,” siger Allan Barbre, der spiller offensive guard for Eagles og selv er jæger. Ifølge Barbre er geværet omkring 14000 kr. værd stykket, så Wentz har bestemt ikke været nærig med gaverne.

Riflerne er endnu ikke helt færdige, så Eagles’ offensive linje må vente lidt med at gå på jagt med det nye værktøj. Måske skal de invitere Carson Wentz med.