Sidste runde i grundspillet blev en vild omgang. Også i picks. Jets og Patriots ville ikke vinde deres vigtige kampe. Derfor blev det en hård omgang for deltagerne i NFL Picks. Ugevinderen havde en imponerende runde, og det kunne man ikke helt sige om NFLmings.

Sikke en vild uge 17. Jets tabte slutspillet på gulvet mod Bills og Patriots havde første seed i egne hænder mod Dolphins og fejlede. Især de to hold skuffede både egne fans og de fleste i Picks. Der var også flere fifty-fifty kampe, så det var langtfra sæsonens nemmeste runde i picks.

Der var ingen med alle kampe rigtige. Men ugevinderen havde alligevel en imponerende runde. Gitte Nielsen forudså både nederlagene til Jets og Patriots. Hun missede blot tre kampe til i alt 28 point. Godt gået runden taget i betragting, og der er en fortjent præmie fra Philips på vej. Gitte Nielsen fik 483 point. Det var 26 mere end Jeanette Bantz på andenpladsen. Hun missede også blot tre opgør, dog til lidt flere point. Det var Jets, Patriots og Cardinals der drillede hende. Men med 457 point er der 500 fortjente kroner på vej fra Danske Spil. Det er desuden første gang der er kvinder på både første- og andenpladsen i en runde. Det er sejt.

I den samlede stilling skiller tre sig ud i toppen, og de har fået sig et lille hul. Michael Larsen er bedst lige nu med 5698 point. Det er 13 mere en Sebastian Mogensen som toer og yderligere to derefter er Christian Poulsen på tredjepladsen. Derfra er der et hop på hele 56 point ned til Philip Olesen og Morten Gade Andersen. Det begynder for alvor at spidse til, og kun ni deltagere er inden for 100 point af den førende.

Uge 17 skulle have været runden, hvor NFLming kom helt tæt på førstepladsen i Gul kluds liga, men sådan skulle det ikke gå. Han fik en yderst beskeden runde på 273 point. Det blev til seks forkerte kampe, og flere af kampene var rigtigt dyre. Den til 100 gik også den forkerte vej, da Tom Brady og Patriots tabte til Dolphins. Heller ikke Rams til 75 eller Falcons til 40 ville som Elming. 

– Det var satans! Patriots skulle jo bare have vundet. Så havde de haft hjemmebanefordel og jeg havde haft 100 point mere. Nå, men til gengælg kan jeg glæde mig over, at slutspillet starter. Det bliver godt, for det er nu jeg skal sætte slutspurten ind. Mon ikke jeg nok skal nå at hente Nicolej Jeppesen på førstepladsen, selvom det ser svært ud nu. Og så vil jeg lige knytte en kommentar til, at to piger var bedst i denne runde. Det er godt gået, og NFL er ikke kun for mænd, og det gælder også picks.