Megatron kan meget vel have spillet sin sidste kamp i NFL

Rygterne har på det seneste floreret omkring stjernereceiverens fremtid i NFL, og nu har Calvin Johnson udsendt en officiel udtalelse, hvori han bekræfter, at han overvejer alle sine muligheder frem mod den kommende sæson:

”Som så mange andre spillere i denne fase af deres karriere, så overvejer jeg alle mine muligheder for fremtiden.” Sagde Johnson, før han fortsætter: ”Jeg forventer at være nået frem til en beslutning om min karriere inden for en overkommelig fremtid.”

Calvin Johnson har fortsat fire år tilbage på sin $113.5 millioner kontrakt med Detroit Lions, men han har døjet med adskillige skadesproblemer på det seneste. For til trods af at Megatron spillede alle 16 kampe i den netop-overståede sæson – hvilket var den første gang siden 2012 – så måtte han spille med massive ankelproblemer undervejs. Johnson sluttede sæsonen med en fin produktion af 88 grebne bolde for 1241 yards og ni touchdowns.

Hvis Calvin Johnson skulle beslutte sig for ikke at lægge støvlerne på hylden, så synes det alligevel urealistisk, at han fortsætter sin NFL-tørn i Detroit. Han står – i skrivende stund – til at tælle astronomiske $24 millioner mod Lions’ lønloft, hvilket er én af de største ’lønstraffe’ i hele ligaen. Således kan Detroit spare $11 millioner ved at cutte ham.

Ikke desto mindre, så må Calvin Johnson betragtes som en Detroit Lions-legende. Han er den mest populære spiller siden Barry Sanders, og Johnsons tidlige – og sandsynlige – pensionsplaner skaber da også den ultimative sammenligning mellem de to legender. Barry Sanders stoppede sin karriere i en alder af 31 år, hvorpå sammenligningen er uundgåelig. Calvin Johnson står noteret for 11.619 yards, hvilket er flest i Detroit og 27. flest på NFL-basis.