Efter det lykkedes Indianapolis Colts at besejre Tennessee Titans, i sidste uges divisionsopgør, er jeg nu 4-2 for sæsonen. I denne uge går jeg med en af ligaens bedste quarterbacks, som går ind til dette opgør dømt uden de store chancer for en sejr.

Jeg vælger denne uge, at gå direkte mod min chef. Claus Elming skriver i sine spiltips til uge 8, at man skal spille tungt på en Atlanta Falcons sejr på hjemmebane over Green Bay Packers. Dét vil jeg ikke anbefale, da jeg tror Aaron Rodgers og Packers vinder dette opgør.

Kampen, som bliver vist på dansk tv med kampstart klokken 21:25, kan godt gå hen og blive modsat af, hvad mange forventer. Atlanta Falcons har i år haft en suveræn sæson. I dette opgør mangler de dog Tevin Coleman som er ude med en skade, hvilket gør at Devonta Freeman skal stå for hele løbeangrebet hos Falcons. Packers viste godt nok svagheder mod Ezekiel Elliott for to uger siden, men har ellers haft et mere end habilt løbeforsvar. Jeg tror ikke, at Falcons bare lige får et godt løbeangreb op og stå. Dertil er Packers’ stærke forsvar for hårde at løbe mod.

Jeg er, og det ærgrer mig som en Saints-fan at sige det, kæmpe fan af Julio Jones. Ligaens bedste wide receiver i mine øjne – og jeg anderkender den sæsonstart som Matt Ryan har fået. Packers’ forsvar er dog slet ikke så ringe, og jeg føler mig kun sikker på, at Falcons ender med at sætte omkring 20 til 24 points på tavlen. Dét vil ikke være nok til at tage en hjemmesejr, er jeg rimelig overbevist om.

På trods af, at Aaron Rodgers ikke har været ligeså dominerende som han plejer at være. Så kan den kommende Hall of Fame-quarterback levere kampe af højeste kaliber. Med et løbeangreb som stille og roligt er forsvundet, så forventer jeg Rodgers tager kontrollen af dette opgør. Vi vil se masser af de såkaldte No-Huddles spil, og masser af ændringer inden snappet bliver taget. Vi vil se en Aaron Rodgers levere på dét niveau, som gør at alle hold frygter ham.

Jeg forventer altså, at Green Bay Packers går ind og tager en sejr hos Atlanta Falcons. Det vil samtidig give Falcons deres tredje nederlag i streg, og sætte spørgsmålstegn ved deres reale styrke.