På trods af massevis af chancer, så formåede Jacksonville Jaguars ikke at tage sejren over Baltimore Ravens. Dermed gik mit upset i sidste uge lige akkurat ikke hjem. Jeg har dog ikke tænkt mig at opgive, og ser frem mod denne rundes upset hér.

Der er i denne spillerunde et gensyn for en af tidernes bedste quarterbacks. New Orleans Saints besidder Drew Brees, som er godt på vej op i de fleste rekordbøger. Inden hans ankomst til New Orleans i 2006, havde han tilbragt fem år hos Chargers. Nu kommer han tilbage til San Diego, men som spiller på modstandernes hold.

Det er et opgør hvor begge hold er blevet ramt af skader i denne sæson. Og det vil formentlig også sætte sit præg på kampen, hvor der formentlig vil blive leveret en del personlige spillemæssige fejl. Men samtidig bliver det også, i mine øjne, en kamp hvor der vil blive sat mange points på tavlen – og en kamp hvor Saints vinder deres første sejr i 2016.

Til opgøret får Saints, hvis man sammenligner fra deres seneste kamp, to vigtige forsvarsspillere tilbage. Safety Kenny Vaccaro var i sæsonens første to kampe, en af de eneste som leverede på et højt niveau hos Saints. Derudover kommer den store nose tackle Tyeler Davison også tilbage. Davison har været en force mod løbet, og hans fravær mod Falcons lyste i den grad op. Derfor er jeg sikker på, at det bliver et klart forbedret Saints-forsvar til denne kamp.

Chargers har rent offensivt også haft et hav af skader hvor man blandt andet har tabt Danny Woodhead og Keenan Allen for sæsonen. Jeg har derfor mine tvivl til, hvor meget Chargers kommer til at rykke bolden mod Saints. Jeg er nemlig slet ikke i tvivl om, at Brees nok skal sætte over de 25 points på tavlen. Spørgsmålet er om Rivers også kan gøre det.

Nøglen for Chargers bliver at få et yderst velfungerende løb med Melvin Gordon op og køre. På den måde kan man holde Brees væk fra banen – men også beskytte sit eget forsvar. Lykkes det ikke for Chargers, så er jeg overbevist om ugens upset ligger i San Diego, hvor Brees giver sit tidligere hold et nederlag.