Endnu en spillerunde er overstået. Patriots’ tredje-quarterback nedlagde Texans, og Eagles’ Carson Wentz har stadig ikke kastet en interception, men hvem var egentlig de bedste spillere på hver position i den forgangne runde? Det får du svaret på her.

Gul Klud giver dig i løbet af sæsonen ugens hold. Altså hvilke spillere, der var sidste spillerundes bedste på sin position. Ugens hold er baseret på analysesitet Pro Football Focus’ bedømmelser af hver spillers præstation.

Det er ikke nødvendigvis den spiller med de bedste stats, der kommer på ugens hold – der bliver også taget højde for de ting, man ikke normalt laver statistikker på, såsom blokeringer, yards efter kontakt og antal gange, man har presset quarterbacken.

Ud over de fem linjemænd og quarterbacken, består angrebet af tre receivere, én runningback og én tight end – da det efterhånden er sådan, NFL-hold stiller op det meste af tiden. Af samme grund består forsvaret af fire linjemænd, to linebackere, tre cornerbacks og to safeties.

Tallet i parentes angiver, hvor mange gange den pågældende spiller har været på Gul Kluds ugens hold. Hvis der ikke er en parentes, er det første gang.

Spillerunde tre bød på mange store præstationer – her er ugens hold.

ANGREB

Quarterback – Aaron Rodgers, Green Bay Packers

Rodgers lignede sig selv i søndagens kamp mod Lions. Han har altid været god hjemme på Lambeau Field, og denne kamp var ingen undtagelse. Rodgers var især brandvarm i første halvleg, hvor han kastede fire touchdowns.

Se Rodgers’ highlights fra kampen mod Lions, her

Runningback – DeMarco Murray, Tennessee Titans

Murray havde en rigtig skidt sæson i Philadelphia sidste år, men det ser ud til, han har fundet sig til rette i Tennessee. Søndagens kamp var han bedste siden ’14-sæsonen. Murray løb bolden 16 gange for 114 yards og et touchdown – 69 af de yards kom, efter han blevet rørt én gang af en forsvarer.

Se Murrays touchdown mod Raiders, her

Wide receiver – T.Y. Hilton, Indianapolis Colts

Hilton blev dækket op Chargers-cornerback Jason Verrett, og det lovede ikke godt for Hilton. Men han lod sig ikke holde tilbage og greb fem bolde for 135 yards og et touchdown, mens Verrett dækkede ham. Han greb yderligere tre bolde for 39 yards og var generelt dominerende.

Wide receiver – Doug Baldwin, Seattle Seahawks

Baldwin var mere eller mindre ustoppelig mod 49ers og lavede blandt andet et fantastisk one handed-catch. Russell Wilson kastede bolden til Baldwin ti gange, og han greb den otte gange for 164 yards og et touchdown. Wilsons passer-rating var desuden 152,1, når han kastede til Baldwin.

Wide receiver – Marvin Jones, Detroit Lions

Han kom lidt sent i gang, men Jones var virkelig i spilhumør i søndagens kamp mod Packers. Den tidligere Bengals-receiver greb seks bolde for 205 yards og to touchdown, heriblandt flere spektakulære catches.

Se Jones’ highlights mod Packers, her

Tight end – Kyle Rudolph, Minnesota Vikings

Rudolph har haft en god sæson indtil videre, men det er første gang, han er med på ugens hold. Den store tight end spillede en flot kamp mod Panthers, hvor han blandt andet greb det touchdown i tredje quarter, der bragte Vikings foran. I alt blev det til syv grebne bolde for 70 yards og et touchdown for Rudolph.

Se Rudolphs touchdown mod Panthers, her

Venstre tackle – Taylor Lewan, Tennessee Titans

Han lavede en potentielt dyr fejl til sidste i kampen, men ellers var Lewan stort perfekt mod Raiders. Han tillod hverken Mariota at blive presset eller sacket og var rigtig god på løbespil.

Venstre guard – Justin Pugh, New York Giants

Det tidligere førsterundevalg var udset til at være offensiv tackle, men har efterhånden udviklet sig til en af ligaens bedste guards. Det viste han også mod Redskins, hvor han var rigtig god på både kaste- og løbespil.

Center – Travis Frederick, Dallas Cowboys

Frederick har i flere sæsoner været betragtet som én af de bedste centere i ligaen. Han er indtil videre blevet overskygget af Broncos’ Matt Paradis i denne sæson, men er i denne uge kommet på ugens hold efter en stærk præstation mod Bears, hvor Frederick kun tillod ét pres på Dak Prescott. Han var samtidig rigtig god til at blokere for runningback Ezekiel Elliott, der løb for 140 yards.

Højre guard – Trai Turner, Carolina Panthers

Cam Newton blev presset meget af Vikings’ stærke forsvar i søndagens kamp, men det var ikke på grund af Turner, der sammen med højre tackle Mike Remmers gjorde det godt på højre side af linjen.

Højre tackle – Lane Johnson, Philadelphia Eagles

Johnson står foran en potentiel karantæne, men indtil da gør han det rigtig godt på banen. Det var også tilfældet mod Steelers, hvor han var noget nær perfekt til at blokere på både kaste- og løbespil.

FORSVAR

DE/OLB – Cameron Wake, Miami Dolphins

Wake spiller efterhånden kun på kastespil, men der gør han det også rigtig godt. Mod Cleveland fik han lavet et sack og presset Browns’ quarterback seks gang på 26 spil.

Defensive tackle – Aaron Donald, Los Angeles Rams (3)

Med sin konstante dominans er Donald efterhånden en selvfølge på ugens hold. Han har stadig ikke lavet et sack i denne sæson, men er uge efter uge med til at gøre livet svært for modstanderens quarterback. I denne uge gik det ud over Jameis Winston, som Donald fik ramt to gange (uden at sacke ham) og presset ham til at kaste hurtigere tre gange. Han battede også to bolde ned.

Defensive tackle – Mike Daniels, Green Bay Packers (2)

Mike Daniels var også på ugens hold i sidste uge og har generelt gang i en rigtig god sæson for Packers. Det viste han mod Lions, hvor han igen var besværlig at have med at gøre for den offensive linje.

DE/OLB – Brian Orakpo, Tennessee Titans

Titans tabte ganske vist til Oakland, men der var rigtig mange stærke individuelle præstationer på holdet. Orakpo var især stærk på kastespil, hvor han blandt andet fik presset Derek Carr fem gange.

Linebacker – Derrick Johnson, Kansas City Chiefs

Chiefs havde i den grad læst op på Jets-quarterback Ryan Fitzpatrick til søndagens kamp. Det resulterede i seks interceptions, hvor Johnson nappede ét af dem og tog den til huset. Han lavede derudover fem defensive stop og ti tacklinger i alt. Han tillod ligeledes kun 20 yards, selvom der blev kastet mod den receiver, han dækkede op, syv gange.

Se Johnsons interception til touchdown, her

Linebacker – Jamie Collins, New England Patriots

Det siger sig selv, at der er mange gode præstationer på et forsvar, når man holder modstanderen til nul point. Collins var dog Patriots’ absolut bedste. Han lavede otte defensive stop og var fantastisk i opdækning, hvor det også blev til en interception.

Cornerback – David Amerson, Oakland Raiders

Der blev kastet mod den receiver, Amerson dækkede op, 11 gange i søndagens kamp mod Titans. Det resulterede dog kun i fire grebne bolde for 38 yards for Raiders’ receivere. Det er imponerende nok i sig selv, men Amerson sørgede for, at fem af de syv andre bolde, der blev kastet hans vej, ikke nåede frem til modtageren, ved at slå den væk.

Cornerback – Sean Smith, Oakland Raiders

Ja, du læste rigtigt – endnu en Raiders-cornerback. De er blevet brændt godt og grundigt de første par spillerunder, men i søndags tog de sig sammen. Ikke kun David Amerson, men også Sean Smith, der kun tillod ét catch for 19 yards, selvom der blev kastet mod ham syv gange. Han lavede også en interception.

Cornerback – Jason McCourty, Tennessee Titans

Endnu en Titans-spiller på ugens hold. McCourty spillede ligesom Orakpo en god kamp mod Raiders, selvom de tabte. Der er tydeligvis masser af talent på holdet, nu handler det bare om, at få det til at hænge sammen.

Safety – Kam Chancellor, Seattle Seahawks

Chancellor er stadig én af ligaens bedste safeties. Han er mest kendt for at levere nogle kæmpe hits på såvel receivere som runningbacks, men mod 49ers var han også fremragende i opdækning, hvor han tillod fem grebne bolde for kun 13 yards.

Safety – Eric Weddle, Baltimore Ravens (2)

Weddle var også på ugens hold i sidste uge, og det ser ikke ud til, han har tænkt sig at sænke niveauet, selvom han er blevet ældre og har skiftet hold. Mod Jaguars var han igen stærk på både løbe- og kastespil.

SPECIAL TEAMS

Kicker – Justin Tucker, Baltimore Ravens (2)

Endnu en god kamp af Tucker, der ligesom i sidste uge ramte på fire ud af fire field goal-forsøg. Heriblandt én fra 50+ yards.

Punter – Bryan Anger, Tampa Bay Buccaneers

Anger puntede kun fire gange, men de havde et gennemsnit på 47,8 yards, og ét af sparkene hang i luften i 5,27 sekunder, hvilket er ret godt. De fire punts blev samtidig kun returneret for samlet 12 yards.

Kick returner – Marcus Sherels, Minnesota Vikings

Sherels’ 54-yard returnering til touchdown satte for alvor gang i Vikings’ comeback mod Panthers.

Se Sherels touchdown-returnering mod Panthers, her