Bill Belichick har ikke tænkt sig at hyre en defensiv koordinator. I stedet vil Brian Flores, der er linebackers-træner, få en større rolle.

New England Patriots har mistet deres defensive koordinator gennem mange år, Matt Patricia, til Detroit Lions, hvor han nu er cheftræner.

Men Belichick har ikke tænkt sig at erstatte Patricia. I stedet vil Patriots klare sig uden en defensiv koordinator i 2018. Linebackers-trænere, Brian Flores, som de fleste havde forudset som Patricias arvtager, vil dog kalde spillene, selv om han ikke officielt bliver forfremmet.

Det er ikke helt uhørt i NFL, at hold opererer uden en defensiv koordinator, og Patriots har også gjort det før. Da Dean Pees forlod holdet i 2010, fik Patricia ansvaret for at kalde spillene, men han blev ikke officielt forfremmet indtil 2012.

37-årige Flores har arbejdet hos Patriots siden 2004 og er en respekteret træner i ligaen. Han var blandt andet et varmt navn i forbindelse med årets trænerkarussel, hvor især Arizona Cardinals efter sigende var interesserede i ham.

Han blev dog i Patriots, hvor han nu skal forsøge at forbedre et forsvar, der tillod fjerdeflest yards i 2017-sæsonen.