Tennesee Titans må formentlig undvære den offensive linjemand Chance Warmack resten af sæsonen. Den startende guard er nødsaget til at gennemgå en håndoperation og er blevet placeret på injured reserve.

Titans har de seneste år investeret flere høje draftvalg i den offensive linje. Det startede allerde tilbage i 2013, hvor man valgte den store guard Chance Warmack med det 10. valg i hele draften. Siden har man valgt både Taylor Lewan og Jack Conklin i første runde, men trioen af førsterundevalg bliver formentlig til en duo resten af året.

Chance Warmack har pådraget sig en håndskade, som kræver operation. Den vil holde ham ude i lang tid, og derfor har Titans placeret ham på injured reserve. Det betyder normalt, at sæsonen er overstået for en spiller, men det er ikke udelukket, at han kan blive bragt tilbage. Hvert hold har tilladelse til at bringe én spiller fra injured reserve tilbage på holdet efter minimum otte kampe.

Skaden er ekstra ærgerlig for Warmack, der ikke har levet op til forventninger i sin tid i Tennessee. Han har ikke fået en ny kontrakt inden sæsonen, og har derfor kontraktudløb efter sæsonen. Han havde brug for et godt år for at gøre sig attraktiv på markedet, men skaden efterlader hans nok hans værdi på et lavt niveau.

I Warmacks sted vil rookie Sebastian Tretola nu få chancen på den offensive linje. Tretola blev valgt i sjette runde af årets draft, og vil få alle chancer for at vinde et fremtidigt job.