Jameis Winston er blevet suspenderet efter brud på NFL’s adfærdspolitik, hvilket har rejst store spørgsmål om den unge quarterback. Heriblandt har en tidligere og højtstående Titans-talentspejder udtalt, at det aldrig var på tale at tage Winston frem for Mariota i 2015-draften.

Blake Beddingfield var ansvarlig for Titans’ talentspejdere før 2015-draften, hvor Jameis Winston og Marcus Mariota blev anset som de to fremmeste quarterbacks. Tampa Bay Buccaneers valgte som bekendt Winston med det første valg, hvorefter Titans snuppede Mariota.

Nu fortæller Beddingfield via Paul Kuharsky fra 104.5 The Zone, at der aldrig var tvivl i Titans-ledelsen om, hvorvidt Mariota havde det største spiller- og lederskabspotentiale, og at Titans ville have valgt Mariota frem for Winston, hvis de havde haft det første valg.

Ydermere fortæller Beddingfield, at Titans ikke nødvendigvis ville have taget Winston med det andet valg, såfremt Buccaneers havde valgt Marcus Mariota med det første valg. Det begrunder Beddingfield med Winstons blakkede ry og historik fra Florida State.

 

https://twitter.com/AllbrightNFL/status/1012431295480303618

Den 24-årige Marcus Mariota står noteret for 9.476 yards, 58 touchdowns og 34 interceptions i 42 kampe. Modsat har Winston præsteret 11.636 yards, 69 touchdowns og 44 interceptions i 45 kampe.