Anden spillerunde gav os allerede en begyndende idé om flere holdene i NFL. Fire af Gul Kluds skribenter giver dig her en tanke til alle holds kampe.

NFL-sæsonen blev skudt i gang med et brag af en runde. I denne artikel har fire af Gul Kluds skribenter slået pjalterne sammen og givet en tanke om alle holdenes præstationer.

Baltimore Ravens – Cincinnati Bengals: 23-34

Baltimore Ravens: Den offensive linje sejler
Det var den store frygt inden sæsonen, og i torsdagens kamp viste frygten sig at være berettiget. Mod Bengals havde den offensive linje store problemer, og alle fem spillere skiftedes til at lave fejl. Specielt Alex Lewis på venstre guard var en katastrofe, og hele hans side var derudover sårbar for stunts og blitzes. Derudover er det ellers normalt stabile løbespil slet ikke kommet i gang, da de fem linjefolk ikke får skabt hullerne. Med Flacco som QB er et manglende løbespil ikke holdbart på lang sigt. Forbedringer skal ske hurtigt i Baltimore.

Cincinnati Bengals: Bill Lazor har fundet en god offensiv formel
Det var noget pludseligt, da Bill Lazor tidligt i sidste sæson overtog som offensiv koordinator. Nu har han haft en off season i jobbet, og det ser ud til, at han har strikket et ganske godt angreb sammen. Det er ikke kompliceret, men simpelt og effektivt. Han har designet et short passing angreb med mange korte og hurtige kast, hvilket passer til Daltons styrker. Så længe Bengals ikke bliver presset ud i en situation, hvor angrebet skal indhente en masse point, går Dalton et fint og stabilt år i møde.
(Teis Joranger)

Carolina Panthers – Atlanta Falcons: 24-31

Carolina Panthers: Funchess og Torrey Smith er ikke en god nok receiver-duo
Panthers mangler playmakere. Så kort kan det opsummeres, hvad vi har set i de første par kampe. McCaffrey er en rigtig dygtig pass catching runningback, men udover ham har holdet ikke mange offensivt til at hjælpe Cam Newton. Devin Funchess og Torrey Smith er ikke gode nok til at vinde duellerne ned ad banen, og det gør, at Panthers kun kan flytte bolden i meget små bidder via McCaffrey. Panthers’ håb er, at D.J. Moore meget hurtigt udvikler sig til en pålidelig receiver.

Atlanta Falcons: Duke Riley bliver et meget ømt punkt for Falcons
Tabet af Deion Jones er i sig selv stort, men det ser ekstra smerteligt ud, når man kigger på, hvordan Duke Riley præsterede i sin første start. Riley er ganske atletisk, men hans overblik, spilforståelse og tackleevner er alle problematiske. Han missede en stribe tacklinger og blev derudover ofte det defensive offer i kastespillet. Jeg vil forvente, at Falcons’ kommende modstandere vil forsøge at angribe Riley meget i de kommende kampe.
(Teis Joranger)

Indianapolis Colts – Washington Redskins: 21-9

Indianapolis Colts: Matt Eberflus har fået en glimrende start som DC
Colts spillede nok den mest velcoachede kamp jeg kan huske fra et Colts-hold siden minimum 2008 og det var især tydeligt på forsvaret. Når Adrian Peterson var inde, spillede den defensive linje og især Margus Hunt ultra aggressivt for at udnytte pullende guards i løbe-/play action-spillet.
Når Alex Smith beholdt bolden på zone read eller når han scramblede, var der altid en, der havde ham under kontrol.Og når Redskins prøvede med jet sweep eller andre collegeagtige spil, så stod hele forsvaret klar gang på gang, og lige meget hvad sværmede spillerne til bolden.

Washington Redskins: Jay Gruden skal overveje brugen af Adrian Peterson
Jeg synes faktisk, at Adrian Peterson spillede en fin kamp mod Colts, men når han var på banen virkede det som om, at det var til Colts’ fordel, fordi Peterson fungerer klart bedst i et powerbaseret løbeangreb. Flere gange førte dette til, at Margus Hunt på spil med en pullende guard, kunne skyde gappet mellem tackle og center. Dette er naturligvis et problem i løbespillet, men også når der køres play action, da forsvaret oftest ikke køber play actionen, hvis ikke den køres bag en linje, der puller guarden eller lignende. Dette kan løses ved nærmest udelukkende at bruge Chris Thompson eller måske ved også at løbe Peterson bag mindre powerbaserede løbespil.
(Dennis Cordsen)

Houston Texans – Tennessee Titans: 17-20

Houston Texans: Watson skal have bedre beskyttelse
Texans’ helt store problem er simpelthen den offensive linje, der er hullet som en si. Gang på gang kom Titans’  pass rush igennem og fik presset Deshaun Watson. Watson måtte ofte løbe for livet, men de få gange, han fik tid og beskyttelse, viste han sit enorme talent – blandt andet ved at kaste et flot touchdown til Will Fuller i fjerde quarter. Det er et problem, der skal løses for Texans.

Tennessee Titans: Matt LaFleur ligner et friskt pust til Titans’ offensiv
Titans nye offensive koordinator, Matt LaFleur, der blandt andet har arbejdet under Sean McVay og Kyle Shanahan i de seneste sæsoner, ligner et friskt pust til et angreb, der i en årrække ikke just har været blandt NFL’s mest inspirerende. LaFleur manglede Marcus Mariota, de to startende offensive tackles og tight end Delanie Walker, men formåede alligevel at sætte Texans’ forsvar på hælene flere gange. Han satte angrebet op så Blaine Gabbert kunne kaste bolden hurtigt, så Texans’ pass rush ikke var effektivt, og LaFleur hev også nogle wildcat-formationer op ad hatten. Det bliver spændende at følge Mariotas udvikling i LaFleurs system.
(Victor Risager)

Philadelphia Eagles – Tampa Bay Buccaneers: 21-27

Philadelphia Eagles: Jalen Mills har været en svagt punkt
Eagles-forsvaret er sublimt på en lang række områder, men cornerback Jalen Mills er ikke kommet godt fra start i sæsonen. Han er lidt en gambler, som tager nogle chancer i sit spil, og derudover er hans manglende fart også et tydeligt problem til tider. Mod Buccaneers blev han slået adskillige gange, og det er spørgsmålet, om Rasul Douglas kunne få chancen på et tidspunkt.

Tampa Bay Buccaneers: Fitzpatrick læser banen fantastisk. Men..
Lige nu kører angrebet på skinner for Buccaneers. Fitzpatrick læser banen fantastisk og slipper af med bolden hurtigt. Det kan lade sig gøre, fordi hans overblik lige nu er sublimt, og fordi hans receivere vinder deres matchups rigtig meget. Jeg har dog også lagt mærke til, at Caleb Benenoch (højre guard) og Donovan Smith (venstre tackle) bliver slået en hel del. Lige nu betyder det ikke så meget, fordi bolden bliver sluppet hurtigt, men hvordan ser angrebet ud, hvis Fitzpatrick holder på bolden bare en anelse længere? Jeg tror, at den offensive linje så får problemer.
(Teis Joranger)

Kansas City Chiefs – Pittsburgh Steelers: 42-37

Kansas City Chiefs: Sammy Watkins fik vist sin værdi
I uge 1 var det Tyreek Hill-showet, men i kampen mod Steelers fik Chiefs vist, hvorfor de er så svære at stoppe. Det er nemlig ikke kun Hill, som skal stoppes. Holdet har en stribe andre dygtige playmakere i form af Travis Kelce og Sammy Watkins. Specielt Watkins har haft noget at bevise, efter et par lunkne sæsoner alligevel blev belønnet med en stor kontrakt. Mod Steelers havde Watkins 131 yards i alt, og han viste noget af det, som han kan bidrage med i Kansas City.

Pittsburgh Steelers: JuJu Smith-Schuster ligner en stjerne
Det er oplagt at snakke om, hvor ringe Steelers’ forsvar var, da Chiefs’ receivere bare var helt åbne hele dagen og Steelers’ defensive backs nærmest nægtede at tackle. Det er dog åbenlyst for enhver, og jeg vil i stedet for fokusere lidt på, at JuJu Smith-Schuster ser bedre og bedre ud. Han har været forrygende i de første to kampe, og han også været bedre end Antonio Brown, der ikke har kunne finde melodien med Ben Roethlisberger. Hvor langt, JuJu kan drive det i år, er værd at følge.
(Teis Joranger)

Miami Dolphins – New York Jets: 20-12

Miami Dolphins: Forsvaret kan forcere turnovers
En af de ting, jeg frygtede ved Dolphins-holdet inden sæsonen, var, at de manglede spillere, der kunne lave store og vigtige spil, men den frygt er blevet gjort til skamme i sæsonens første to kampe. I første spillerunde lavede de tre interceptions, og imod Jets fortsatte de positive takter, da både T.J. McDonald og Xavien Howard noterede sig for en interception, mens Kiko Alonso forårsagede en fumble, som Dolphins fik fingrene i. De blev også kampafgørende. Dolphins scorede således både McDonalds interception og Kiko Alonsos vundne fumble, og turnovers var for anden runde i træk en af de vigtigste grunde til, at Dolphins sejrede.

New York Jets: Sam Darnold kom ned på jorden igen
Sam Darnold blev hurtigt udråbt til Jets’ frelser i første runde, hvor han kastede to touchdowns og førte Jets til en 48-17-sejr over Lions, men mod Dolphins kom han ned på jorden igen. Han kastede et par slemme interceptions – blandt andet en i red zone – og missede flere kast, han burde have ramt. Det var ikke en helt slem præstation, men Darnold viste, at han er en rookie, der stadig skal lære at spille i NFL.
(Victor Risager)

Los Angeles Chargers – Buffalo Bills: 31-20

Los Angeles Chargers: Kyzir White bliver en mangeårig starter
Chargers gik ind til sæsonen med Denzel Perryman, Jatavis Brown og Kyle Emanuel som de største navne på linebacker, men efter to kampe har årets fjerderundevalg Kyzir White spillet flere snaps end dem alle. Det er der en grund til, da Kyzir White, der spillede safety i college, er milevidt bedre end Kyle Emanuel i opdækning, og samtidig er bedre end Jatavis Brown til løbespillet, især når der skal takles eller tages imod kontakt. Første kamp var fin, og mod Bills var White blandt Chargers’ bedste forsvarsspillere.

Buffalo Bills: Josh Allen ligner en QB, men er endnu ikke en QB
Bills endte godt nok med at smide 20 point på brættet, men Josh Allen havde meget få fornuftige kast. Armen er forrygende og Allen kan skabe noget i løbespillet, men præcisionen er skræmmende dårlig. Inden garbage time var han 11 for 23 og flere af de grebne bolde var lette kast, som Allen endte med at gøre til akrobatiske catches for medspillerne. Mentalt er han heller ikke med endnu, og han så sjældent, når Chargers blitzede eller havde frie pass rushere, men det kommer formentlig/forhåbentlig med tiden. Jeg er meget mere bekymret for præcisionen.
(Dennis Cordsen)

Minnesota Vikings – Green Bay Packers: 29-29

Minnesota Vikings: Kirk Cousins er en klar forbedring
Vikings var et godt hold allerede sidste år, da Case Keenum var quarterback. Det var dog også tydeligt gennem det meste af sæsonen, at Keenum havde sine begrænsninger. Efter to kampe af den nye sæson, synes jeg, det er tydeligt, at der er en del færre begrænsninger i Kirk Cousins’ spil. Mod Packers var han generelt rigtig velspillende, selvom der var et par tvivlsomme kast hist og her. Om Cousins i sidste ende er god nok til at vinde holdet en Super Bowl, må vi vente og se, men han er bedre end Keenum.

Green Bay Packers: En anden linebacker er en mangel
Packers mangler virkelig linebackere i år. De har Blake Martinez, som er rigtig dygtig, men de har ingen kompetent makker til ham. Efter skaden til Jake Ryan i preseason har holdet været tvunget til at forsøge at finde en afløser, og det er umiddelbart blevet Antonio Morrison. Desværre. Morrison er bare ikke en god spiller, og Packers prøver også at undgå at bruge ham så meget som muligt ved at benytte enten safety Kentrell Brice eller cornerback Josh Jackson som pseudo-linebacker. Håbet er, at rookie Oren Burks snart er klar fra sin skade, og at han så kan gøre holdet lidt mere solide i midten af forsvaret.
(Teis Joranger)

Cleveland Browns – New Orleans Saints: 18-21

Cleveland Browns: Forsvaret skal nok vinde kampe
Browns formåede endnu en gang at smide en kamp på besynderlig vis. Denne gang på grund af en forfærdelig kicker-præstation. Men Cleveland kan finde stor fortrøstning i, at forsvaret er legit. Saints, der har et af ligaens bedste angreb, blev holdt til sølle 275 yards. I New Orleans! Jeg tvivler på, at det overhovedet kommer til at ske igen i år. Myles Garrett og co. skal nok sørge for, at Browns vinder en håndfuld kampe.

New Orleans Saints: Mark Ingram er savnet
Drew Brees er startede sæsonen stærkt, og Alvin Kamara er et bæst, men Saints lider under Mark Ingrams fravær. Løbeangrebet har slet ikke fungeret i de første to kampe. Mod Bucs blev det til 43 yards langs jorden (dog kun på 13 løb), mens det var rigtig skidt mod Browns med et snit på under tre yards per løb (62 yards på 23 løb). Kamara er en god runningback, men han har ikke Ingrams evne til at buldre sig til første downs på ren power, og derfor er der ingen balance på angrebet. Saints’ offensiv er god, men den kan blive fremragende, hvis karantæneramte Ingram vender tilbage på samme niveau som sidste år.
(Alexander Paaske)

Detroit Lions – San Francisco 49ers: 27-30

Detroit Lions: Lions skal have styr på løbeforsvaret
Mens Lions’ pass rush så bedre ud mod 49ers end i sæsonpremieren mod Jets, var der igen store problemer i løbeforsvaret. De tillod 190 yards, og hvad værre er tillod de igen et langt touchdownløb, da Matt Breida løb 66 yards til end zonen i tredje quarter. Lions’ defensive linje og linebackere skal vise mere disciplin og holde deres såkaldte ‘gaps’ i løbeforsvaret, hvis ikke det skal give dem problemer hele sæsonen.

San Francisco 49ers: Manglende pass rush gav problemer for secondaryen
49ers’ forsvar havde problemer med at få lagt kontinuerligt pres på Matthew Stafford, og de fik blot noteret sig for to sacks. Lions-quarterbacken havde derfor ofte god tid til at finde en åben receiver, og det gav problemer i secondaryen, hvor Ahkello Witherspoon, Jimmie Ward og K’Waun Williams havde problemer og lod Stafford konvertere et par lange tredje downs – blandt andet med et touchdown til tight end Michael Roberts til følge.
(Victor Risager)

Arizona Cardinals – Los Angeles Rams: 0-34

Arizona Cardinals: Så er det ind med Josh Rosen!
Sam Bradford spillede ubegribeligt dårligt igen. Hans “præstation” var nærmest komisk med 90 yards på 27 (!) kast og en interception. Bradfords formåede næsten at få Larry Fitzgerald skadet med sine ringe og utallige korte kast. Der er ingen grund til at beholde ham bag center. Tiden er kommet til at smide førsteårs-quarterback Josh Rosen i aktion. Det kan forhåbentlig give angrebet noget nødvendig energi og karisma, som man ikke får fra Bradford. Samtidig vil der ikke være noget overdrevet pres på Rosen, da han (næsten) kun kan gøre det bedre end Bradford.

Los Angeles Rams: Talib og Peters allerede en uhyggelig duo
37. Det er så mange yards, der er blev grebet mod Aqib Talib og Marcus Peters i sæsonens to første kampe. Ja, modstanden har langt fra været prangende med Raiders og Cardinals, men det er altså et tal, der taler sit tydelige sprog. Rams har i Talib og Peters fået fat i to kløgtige og opportunistiske cornerbacks, der passer som fod i hose i Wade Philips scheme. Det er skræmmende, at duoen allerede er på så højt et niveau, og det bør kun blive bedre, jo flere kampe de får.
(Alexander Paaske)

New England Patriots – Jacksonville Jaguars: 20-31

New England Patriots: Trey Flowers er en nøglespiller
Patriots’ pass rush var nærmest ikke eksisterende mod Jaguars, og det skyldtes primært én ting: At Trey Flowers udgik med en hjernerystelse i første halvleg. Flowers fik selv lagt pres på Bortles i hans begrænsede tid på banen, men efter hans exit havde Jaguars-quarterbacken masser af tid til at finde sine receivere. Flowers var også dominerende i uge 1 og er muligvis Patriots’ bedste forsvarsspiller. Han bliver savnet, hvis han er ude i længere tid.

Jacksonville Jaguars: Jaguars’ ukendte angrebsgeni
Nathaniel Hackett er navnet på manden, der mere end nogen anden fortjener ros for Jaguars’ velspillende angreb mod Patriots. Den offensive koordinator fik Blake Bortles til at ligne en top 10-quarterback med en fremragende game-plan, der udstillede Patriots-linebackernes svaghed i opdækning og gav Bortles en enorm selvtillid, der hjalp ham igennem hele kampen. Angrebet tilbagelagde imponerende 481 yards.
(Alexander Paaske)

Oakland Raiders – Denver Broncos: 19-20

Oakland Raiders: Marshawn Lynch er stadigvæk god
Den tidligere Seattle-RB har med sine 32 år nået en høj runningbackalder, og selvom han ikke har niveauet fra de store sæsoner i 2012, 2013 og 2014, så kan han stadigvæk spille på et ganske højt niveau. Mod Denver fik han ofte 3-5 yards ekstra efter kontakt, og det er vigtigt for et hold, der for ofte løber bolden fra tunge, tunge formationer.

Denver Broncos: Den offensive linje er sneaky god – selv med en backup
Når der kigges ned over navnene Garett Bolles, Ron Leary, Matt Paradis, Connor McGovern og Billy Turner, er det nok ikke de mest kendte offensive linjefolk i de danske stuer. Billy Turner erstattede en skadet Jared Veldheer midt i kampen uden det kunne mærkes og linjen har en stor aktie i Philip Lindsleys tidlige succes og i at Denver har to sejre. Connor McGovern har indtil videre været den største overraskelse på en linje, der meget vel kan være blandt de fem bedste i NFL i denne sæson.
(Dennis Cordsen)

New York Giants – Dallas Cowboys: 13-20

New York Giants: Giants kommer ingen vegne med den OL
Håbet spirede for Giants inden sæsonstarten med stjerneskuddet Saquon Barkley til at udfylde hullet på runningback og OBJ, der er tilbage efter en skade – endda som den bedst betalte receiver i NFL. Men de to uhyre talentfulde spillere har ingen chance for at vise deres kvaliteter, da den offensive linje holder angrebet tilbage. Eli Manning havde ingen tid til at kaste bolden mod Cowboys, mens Barkley ingen huller havde at løbe igennem. Forhåbentlig kan linjen løfte sit spil bare en smule, for ellers kommer Giants ikke til at score over 20 point i mange kampe.

Dallas Cowboys. De forreste syv på forsvaret er Cowboys’ nye force
Dallas’ store styrke er rykket fra den offensive linje til den defensive front. I de to første kampe har forsvaret blot tilladt 29 point, og selvom angrebet var bedre mod Giants, var det defensiven – og ikke mindst de forreste syv – der sikrede sejren. Den defensive linje anført af DeMarcus Lawrence lægger stort pres på quarterbacken (seks sacks mod Giants), mens linebackerne Jaylon Smith, Sean Lee og Leighton Vander Esch flyver rundt og laver spil. Pludselig er det denne gruppe, der skal holde Dallas inde i kampene.
(Alexander Paaske)

Seattle Seahawks – Chicago Bears:

Seattle Seahawks: Schottenheimer får ikke det bedste ud af Wilson
Seahawks skiftede offensiv koordinator fra Darrell Bevell til Brian Schottenheimer i foråret, men indtil nu har det ikke været et succesfuldt skifte. Det har især været tydeligt med quarterback Russell Wilsons skuffende sæsonstart. Schottenheimer vil gerne have sine quarterbacks til at blive i lommen i længere tid og kigge dybt, men Wilson er bedst, når tempoet er højt, og han kommer hurtigt af med bolden. Schottenheimers system hjælper heller ikke ligefrem Seahawks’ ustabile offensive linje, der allerede har tilladt 12 sacks i denne sæson.

Chicago Bears: Khalil Mack er på hævntogt
For anden spillerunde i træk var Bears’ forsvar dominerende i store dele af kampen, og de ligner et af ligaens absolut bedste forsvar. Og det skyldes ikke mindst Khalil Mack. Pass rusheren var nok engang forrygende, da han drev gæk med Seahawks’ offensive linje, og han løfter samtidig niveauet hos sine medspillere. Mack ligner en mand, der er ude på at bevise, at han er en af ligaens største stjerner, og han ligner en, der vil være Defensive Player of the Year.
(Victor Risager)