Kan NFLs måske mest værdifulde spiller i denne sæson, Matt Ryan, forhindre Tom Brady i at blive den første quarterback nogensinde med fem Super Bowl-ringe? Det er det store spørgsmål, når Atlanta Falcons og New England Patriots søndag nat mødes i NFL-sæsonens klimaks på NRG Stadium i Houston.

Efter knap to ugers ventetid og en ‘Super Bowl Week’ med de sædvanlige roser og gensidige respekt holdene imellem, er vi nu meget tæt på den store finalekamp mellem Atlanta Falcons og New England Patriots. Den 51. Super Bowl, der finder sted på NRG Stadium i Houston. Og hvilket opgør vi har i vente! Som sæsonen har udviklet sig, er der ingen tvivl om, at det er de to bedste hold, der fra klokken 00.30 søndag nat skal kæmpe om retten til at løfte Vince Lombardi-trofæet.
Falcons har et fantastisk angreb anført af quarterback Matt Ryan og wide receiver Julio Jones, og går som det første hold i historien ind til Super Bowl efter at have scoret 30+ point i de foregående seks kampe. På den defensive side af bolden flyver forsvaret rundt med en vild energi, der i høj grad skal tilskrives cheftræner Dan Quinn og en dygtig sportslig ledelse.
Patriots-angrebet kan statistisk set ikke måle sig med Atlantas, men endnu en gang har Tom Brady fået ekstremt meget ud af mindre kendte spillere, hvilket 180 yards og to touchdowns af Chris Hogan i AFC-finalen vidner godt om. Samtidig er forsvaret det bedste, som New England har kunnet mønstre i årevis. Enheden tillod færrest point i hele grundspillet og har fortsat det høje niveau i slutspillet.


Sådan kom de i Super Bowl
Ikke mange havde troet på, at Atlanta kunne gå hele vejen. I 2015 kom holdet flyvende fra start, men gik efterfølgende ned med et brag. Matt Ryan spillede nok sin karrieres værste sæson, og holdets mentalitet var et stort spørgsmålstegn. Men i år gav Falcons ikke slip i divisionen efter en stærk start – blandt andet med en udstilling af de forsvarende NFC-mestre fra Carolina, der blev sendt hjem fra Georgia Dome med en ordentlig røvfuld. Divisionen blev kørt sikkert i hus, og Atlanta var aldrig i problemer i slutspillet. Hverken Seattle Seahawks eller Green Bay Packers kunne true de højtflyvende fugle, der scorede 80 point over de to opgør og sikrede sig en billet til holdets blot anden Super Bowl nogensinde.
Som sædvanlig, fristes man til at sige, havde New England Patriots heller ingen problemer med at vinde AFC East og spille sig i slutspillet. Holdet gik 3-1 i de første fire kampe uden karantæneramte Tom Brady og tabte blot et enkelt af de næste 14 opgør på vej mod Super Bowl efter quarterbackens tilbagekomst. Angrebet havde en mindre formnedgang, da Rob Gronkowski blev rygskadet i november og meldt færdig for sæsonen, men det kom der hurtigt styr på. Ligesom Falcons var Patriots overlegne i deres to slutspilskampe, hvor både Texans og Steelers blev kørt over i anden halvleg.
Ustoppeligt Falcons-angreb?
Atlantas angreb er muligvis det bedste, vi har set i dette årtusinde. Matt Ryan bør vinde MVP-titlen (læser du dette søndag, har han højst sandsynligt modtaget prisen lørdag nat under NFL Honors) efter en sæson, som kun meget få quarterbacks har gjort bedre i NFLs historie. Offensive coordinator, Kyle Shanahan, fortjener en stor del af æren for Ryans forrygende opblomstring med en utrolig variation i spilkald og rute-koncepter, der stort set altid resulterer i en meget åben wide receiver ned ad banen. Det har givet 31-årige Ryan en helt vild selvtillid, og han leverer sine kast med en imponerende præcision, selvom de ofte går langt ned af banen. Hans fejlrate er beundringsværdig lav.
Rundt om sig har Matt Ryan et fantastisk receiver-korps. Julio Jones må betegnes som den bedste receiver i ligaen. Han er prototypen på den perfekte receiver med sin kombination af fysik, fart, stærke hænder og evne til at løbe alle ruter. Sætter du blot en enkelt cornerback på ham, beder du om at få enden på komedie. Ved siden af sig har Julio fået en super dygtig makker i Mohamed Sanu samt lynhurtige Taylor Gabriel, der både kan brænde forsvaret dybt, men også gøre grimme ting på screen-spil. Derudover kan Ryan glæde sig over en solid tight end-trio i Austin Hooper, Levine Toilolo og Jacob Tamme, der alle kan blokere og gribe nogenlunde.


Det, der gør angrebet ekstra specielt, er, at det er velbalanceret. På runningback-positionen har man et to-hovedet-monster i Devonta Freeman og Tevin Coleman. I mine øjne den bedste duo i ligaen. Freeman rammer hullet ekstremt aggressivt og buldrer igennem med en enorm eksplosivitet. Coleman er mere tålmodig og venter på sine blokeringer. Finder han først det rigtige hul, er han utroligt svær at få nedlagt. Begge runningbacks er samtidig dygtige til at gribe bolden og spiller en stor rolle i det suveræne kasteangreb.
Modstanderholdet er nødt til at respektere løbespillet, for ellers tromler Falcons bare af sted bag en offensiv linje, der er forrygende til at åbne huller (og stærk til at beskytte Ryan) ledet af center Alex Mack.  Angrebet kreerer mange store kastespil efter playaction. Linebackerne (og somme tider defensive backs) bider på Ryans løbefinte og efterlader store rum til Julio Jones og Co., der kan gribe bolden og skaffe mange yards ‘after the catch’. Stjernereceiverens touchdown fra NFC-finalen er et strålende eksempel: 

Atlantas angreb kan give dig den langsomme eller hurtige død; hvad vælger Patriots?
Et stærkt forsvar uden pass rush
Det er en kæmpe opgave at begrænse Falcons-angrebets produktion, men New Englands forsvar er bedre end de enheder, som Matt Ryan og Co. har ydmyget i slutspillet. Packers-forsvaret blev udstillet på grund af en skadesplaget secondary, mens ‘Legion of Boom’ bare ikke var det samme uden Earl Thomas. Patriots-forsvaret leder måske ikke tankerne hen på de åbenlyse stjerner, men tillod færrest point i grundspillet (15,6 per kamp) og blot 1,3 point per angrebsserie hos modstanderen. Du finder ikke en mere sammenspillet og velforberedt enhed i ligaen.
Forsvaret er rigtig stærkt mod løbet, hvilket skyldes fantastisk spil fra defensive tackle Alan Branch og en linebacker-duo i Dont’a Hightower og Elandon Roberts, der har sine forcer i netop den del af spillet. Veteranerne Rob Ninkovich og Chris Long gør også et godt stykke arbejde med deres erfaring og snilde. Derudover tackler holdets startende cornerbacks, Malcolm Butler og Logan Ryan, bedre end nogen anden CB-duo i NFL med henholdsvis 63 og 92 af slagsen. Ingen runningbacks har løbet for flere end 90 yards imod Patriots i de seneste 25 opgør (!).
På samme tid har holdets forreste syv dog ikke den samme kvalitet, når der skal sættes efter quarterbacken. De manglende sacks er det største problem for forsvaret, der på det punkt savner Chandler Jones. Trey Flowers har præsteret syv sacks set over hele sæsonen, hvilket er flest på holdet, og i slutspillet er det kun blevet til sølle tre af slagsen. New England-forsvaret kommer til at få en lang aften på kontoret mod Matt Ryan, Julio Jones og resten af det eksplosive Falcons-angreb, hvis der ikke genereres mere pass rush, end det har været tilfældet indtil nu.


Mens Patriots ikke excellerer i at lægge pres på quarteracken, er holdet formidabelt til at dække op for kastet. Førnævnte Butler og Ryan er – ud over at være dygtige til at tackle – endnu bedre til at stoppe modstanderens wide receivere. Malcolm Butler har været i konstant udvikling siden sin Super Bowl-vindende interception for to år siden og er nu blandt de bedste cornerbacks i ligaen, mens du ikke finder mange anden-cornerbacks, der er bedre end Ryan. Eric Rowe en fornuftig figur som tredjevalg, men er ingen storspiller.
Længere tilbage er safety Devin McCourty manden med det store overblik, da han dækker et kæmpestort område og sjældent er fejlplaceret. Også han må beregnes blandt de bedste på sin position. Safety Patrick Chung er McCourtys alsidige makker, der både er god til at dække op og bidrage i løbespillet, mens Duron Harmon er rigtig dygtig i opdækning på åbenlyse kastedowns. Secondaryen er uden tvivl en af de bedste i NFL og kommer til at spille en kæmpe faktor i, hvem der ender som Super Bowl-vinder. Mere om det senere.
No Gronkowski – no problem
Ligesom på forsvaret er New England rigtig godt stillet på angrebssiden. Og ja, det er selvfølgelig en kraftig underdrivelse. I modsætning til forsvaret er det nemlig umuligt at finde en svaghed på angrebet, der nøjagtig som Falcons’ ditto er utroligt velbalanceret. Tom Brady har aldrig spillet bedre. I grundspillet satte han en ny touchdown-til-interception-rekord (28:2), og i AFC-finalen skilte han Pittsburghs zone-forsvar fuldstændig ad. Og så skader det heller ikke, at Brady, i modsætning til Matt Ryan, er vant til at stå på den største scene af dem alle. Det er den 39-årige quarterbacks syvende Super Bowl.
https://twitter.com/GrindOfAthletes/status/826552153460371456
Brady har ikke helt de samme våben til rådighed som sin QB-kollega, men det har ikke forhindret angrebet i at fungere som en velsmurt maskine. Julian Edelman er på toppen af sin karriere og hører til blandt de ti bedste receivere i ligaen. Med sin hurtighed, skarpe ruter og imponerende fightervilje er Edelman næsten umulig at dække én-mod-én. Ved siden af ham har Chris Hogan i den grad grebet chancen og etableret sig som Bradys næstmest populære go-to-guy. Især i det dybe kastespil har han været fremragende. Derudover har rookie Malcolm Mitchell leveret fint spil og opbygget et fint samarbejde med quarterbacken. Tight end Martellus Bennett er et stort, pålideligt mål hen over midten, selvom han døjer med en revnet fodknogle.
Men det er ikke kun receiverne, som den firedobbelte Super Bowl-vinder kigger efter i kastespillet. Han har nemlig to runningbacks i Dion Lewis og James White, hvis spidskompetencer er at gribe bolden og snyde modspillere med deres rappe fødder i åbent spil. Offensive coordinator Josh McDaniels og Brady udnytter konstant de matchup-fordele, som Lewis og White har over for linebackere. I Super Bowl XLIX havde runningback Shane Vereen en storkamp mod Seahawks i rollen som ‘checkdown-machine’. Atlanta skal sørge for, at det ikke gentager sig søndag nat.
Angrebet er som tidligere nævnt ikke begrænset til at lade Brady gøre hele arbejdet. Med LeGarrette Blount i spidsen er løbespillet bedre, end det har været i mange år. Blount løber ekstremt fysisk og med en imponerende balance hans størrelse taget i betragtning. Han udmatter langsomt forsvaret, hvilket ofte resulterer i store løb senere i kampene. Holdet kan også variere løbeangrebet og sætte enten Lewis eller White ind, som løber med hurtige bevægelser. Den alsidighed kræver, at forsvaret konstant skal være på tæerne for ikke at komme til at se skidt ud.


Vi må heller ikke glemme den offensive linje, som har en stor andel i, at angrebet er så velbalanceret. Enheden fik stor kritik efter blamagen i AFC-finalen mod Denver Broncos sidste år, hvor Brady blev terroriseret spil efter spil efter spil. Dante Scarnecchia blev hentet tilbage fra sin pensionisttilværelse, og han har gjort underværker med linjen. Tilgangen af rookie-guard Joe Thuney har forstærket den indvendige del, mens højre tackle Marcus Cannon har gennemgået en fantomudvikling fra middelmådig reserve til en top-5 tackle i ligaen.
Med ungdommelig aggressivitet er Falcons-forsvaret i klar bedring
Atlantas forsvar kan ikke måle sig med Belichicks tropper, men det er på et betydeligt højere niveau end sidste år. De seneste år har forsvaret både manglet pass rush og hurtighed. Det har ikke været et problem i år, hvor spillerne flyver rundt med en sindssyg energi. Det skyldes især tilgangen af de to rookies, safety Keanu Neal og linebacker Deion Jones, og pludselig virker Dan Quinns forsvarsidéer til at have indprintet sig i spillernes hoveder. Men det er også et forsvar, der nyder godt af, at modstanderholdet altid er i en jagende position på grund af holdets formidable angreb. Kommer det til at koste dyrt mod uhyre effektive Patriots?
Falcons-forsvaret har som sagt fået tilført en masse energi. Det er en enhed, der ligesom Patriots’ er sammenspillet uden de store stjerner. Det er sammenhængs-kraften, timingen og vindermentaliteten, som skinner igennem og har flyttet forsvaret fra status som en af de dårligste i ligaen til en ganske udmærket enhed. Der har været et sandt generationsskifte, hvor erfarne spillere som Justin Durant, Kroy Biermann, Paul Solilai og William Moore er fortid. Nu er størstedelen af starterne blot i deres første eller andet år. 


Falcons-forsvarets største problem de seneste adskillige år har været manglen på pass rush. Men det har været langt bedre i år. Vic Beasley har i år vist det store potentiale, der fik Atlanta til at vælge ham i toppen af 2015 Draften. Med sin eksplosivitet og evne til at komme hurtigt ud af starthullerne, har han blæst forbi offensive tackles og direkte ind på førstepladsen over flest sacks i NFL (15,5). På den anden side er bundrutinerede Dwight Freeney en fornuftig makker, mens Ra’Shede Hageman og Grady Jarrett spiller solidt i midten – specielt når det handler om pres på quarterbacken. Bag ved dem har Falcons fundet en super rookie-trio til at sværme om bolden. Linebacker Deion Jones og boks-safety Keanu Neal er de eneste førsteårsspillere med over 100 tacklinger, hvilket er et godt eksempel på deres enorme betydning ved ofte at være, hvor bolden er. De har spillet over al forventning. Linebacker DeVondre Campbell har ligeledes forstærket forsvaret.  
Men selvom Atlanta har fået en masse fart ind på forsvaret, misser spillerne uacceptabelt mange tacklinger og er faktisk det hold, der tillader flest yards ’after contact’. Et tegn på, at forsvarsspillernes aggressivitet ofte koster dyrt mod hurtige og vævre playmakere. Det vil New England helt sikkert forsøge at udnytte med Edelman, Lewis og White. Deion Jones og Co. skal derfor spille med mere tålmodighed og ikke altid satse på det store hit eller ’tackle for loss’ for at glæde fansene og tv-seerne. Det er lykkedes indtil videre i slutspillet, men du finder ikke et bedre hold end Patriots til at finde fordelagtige matchups og udnytte dem.


Problemet med at tackle gælder specielt i løbespillet, hvor Falcons har vist svagheder i løbet af sæsonen. Det har set bedre ud i slutspillet, men har været på en billig baggrund mod Seahawks (dårlig offensiv linje) og Packers (kan ikke løbe bolden). Forsvaret mangler lidt kvalitet og størrelse indvendigt, og den manglende fysik bliver dyr, hvis man ikke kan få nedlagt manden med bolden. Store LeGarrette Blount og en offensiv linje, der er klart bedre end sidste år, bliver en stor udfordring at stoppe, hvis den tendens fortsætter.
I bagenden har det set ganske fint ud på trods af, at holdets bedste cornerback, Desmond Trufant, blev skadet og meldt færdig for sæsonen lidt over halvvejs i grundspillet. Robert Alford, Jalen Collins og rookie Brian Poole har gjort det overraskende solidt i Trufants fravær. Det er ikke spillere, der kan lukke ned for en receiver-gruppe, men de gør deres arbejde fornuftigt. Derudover har holdet en ekstremt fysisk safety-duo i Ricardo Allen, der er den primære dybe safety, og hårdt-hittende Keanu Neal, der har sin største force i boksen.
Afgørende matchups 
Det giver sig selv, at Super Bowl ikke bliver afgjort i en specifik duel, men Patriots’ secondary over for Falcons’ wide receivere kommer til at være afgørende. New Englands primære fokus vil selvfølgelig være på Julio Jones, og hvordan hans indflydelse på kampen kan begrænses. To mand bliver uden tvivl smidt på ham (cornerback plus safety), og spørgsmålet er bare, om det bliver Butler eller Ryan, der med hjælp fra McCourty skal tage sig af ligaens stærkeste receiver. Butler kommer sandsynligvis til at blive sat på Gabriel, mens det svageste kort, Eric Rowe, skal forsøge at klistre sig til Sanu. Især det sidstnævnte matchup bliver værd at følge. 
På den anden side er jeg rigtig spændt på at se, hvor meget succes Patriots får mod Dan Quinns middelmådige løbeforsvar. Det er umuligt at vurdere McDaniels’ ‘gameplan’ fra kamp til kamp, men det giver rigtig god mening for New England at fodre Blount, tage tid af klokken, holde Matt Ryan på sidelinjen og trætte NFC-mestrenes forsvar. Atlanta kan ikke tillade Patriots at få gang i løbespillet, hvis Brady og Co. skal holdes til under 30 point.
For begge forsvar bliver det utroligt vigtigt at komme ind og og lægge pres på quarterbacken. Falcons må for alt i verden ikke gentage Steelers’ fejl fra AFC-finalen med blot at sende tre eller fire spillere efter Brady og håbe på en fejl. Det sker ikke. På den anden side skal Patriots åbne for sack-kontoen, for ellers er det tæt på ligegyldigt at have en stærk secondary, når Ryan har hele dagen til at finde sine våben.
Vigtige skader
Falcons: Dagens hjemmehold er forskånet for skader. Julio Jones og Alex Mack er blevet sparet i nogle træninger for at pleje nogle skavanker, men de er ‘good to go’.
Patriots: Hos New England er der heller ikke meldinger om markante skader. Special teams-profilen Nate Ebner er tvivlsom med en hjernerystelse, mens Dont’a Hightower forventes tæt på 100 procent med sin skulderskade. Tight end Martellus Bennett (revnet fodknogle) og forsvars-stopklodsen Alan Branch (tåskade) vil på ingen måde gå glip af Super Bowl. 


Seneste møde
Holdene mødtes senest i 2013-sæsonen, hvor Patriots vandt 30-23 i Georgia Dome. Falcons havde muligheden for at udligne i de sidste sekunder, men Aqib Talib stoppede et touchdownkast til Roddy White på fjerde down og sikrede sejren.
Hvem vinder Super Bowl?
Måske er jeg præget af, at jeg selv håber på en ekstremt underholdende kamp, men jeg tror virkelig, at vi sent glemmer denne Super Bowl. Det bliver en mindeværdig affære med masser af point, og angrebet med den sidste boldbesiddelse vinder kampen.
Man kan finde gode argumenter for begge hold, men i et tæt opgør går jeg altså med rutinen. Sorry Falcons-fans. New England Patriots og Tom Brady vinder deres femte Super Bowl med cifrene 33-29.
Bud fra Gul kluds skribenter og redaktion:
Falcons
Lars Aanæs: 27-24
Mikkel Grønbo: 28-22
Jens Kjærgaard Frederiksen: 35-32
Patriots
Tim Gundertofte Andersen: 34-28
Alexander Paaske: 33-29
Morten Kammersgaard: 28-24
Jacob Dissing Graversen: 31-26
Teis Joranger: 38-24
Nicholas Isak Jørgensen: 27-17
Dennis Cordsen: 24-17
NFLming: 27-24
Magnus Jølnæs Jacobsen: 29-27
Nichlas Ingemann Mohrsen: 34-27
Der er altså en stor tro på New England her på Gul klud. Hvad tror du?