University of Phoenix Stadium i Arizona og Mercedes-Benz Superdome i New Orleans skal lægge græs til Super Bowl 57 og 58, der spilles i henholdsvis 2023 og 2024. NFL-ejerne har som ventet godkendt Arizona og New Orleans som værter for de fremtidige finalekampe.

Det er snart gået fire måneder, siden Philadelphia Eagles vandt sin første Super Bowl med en vanvittig 41-33-sejr over New England Patriots i Minnesota. Næste år rykker Super Bowl-cirkusset sydpå til Atlanta, hvor finalekampen skal spilles i Falcons’ nye superarena, Mercedes-Benz Stadium.

Men vi kan allerede nu se meget længere frem end det, hvad angår fremtidige Super Bowls. NFL-ejerne har ved et stort møde i Atlanta godkendt værstbyerne til Super Bowl 57 og 58. University of Phoenix Stadium i Glendale, Arizona løber med værtskabet til Super Bowl 57 i 2023 (2022-sæsonen), mens Mercedez-Benz Superdome i New Orleans, Louisiana danner rammen for storkampen året efter.

Daniel Kaplan fra SportsBusiness Journal var den første til at berette om nyheden, der onsdag er blevet bekræftet af NFL Networks Tom Pelissero. Glendale og New Orleans bliver dermed de første byer, der får tildelt Super Bowl-værtskaber under et helt nyt udvælgelsesformat. Tidligere skulle interesserede byer byde på at afholde Super Bowl, men i det nye system udvælger NFL en by, forhandler om vilkårene og sætter byen til afstemning.

De 32 NFL-ejere skal nu blot stemme for de byer, som NFL har udvalgt, og de har som ventet stemt Glendale og New Orleans igennem.

 

År og Super Bowl Lokation
2019, SB 53 Atlanta, Mercedes-Benz Stadium
2020, SB 54 Miami (South Florida), Hard Rock Stadium
2021, SB 55 Tampa Bay, Raymond James Stadium
2022, SB 56 Los Angeles, Los Angeles Stadium
2023, SB 57 Glendale, University of Phoenix Stadium
2024, SB 58 New Orleans, Mercedes-Benz Superdome