Efter den overbevisende sejr over Vikings i NFC-finalen var Lane Johnson og Eagles hurtig til at sætte fokus på Super Bowl og Tom Brady, der både er “den største nogensinde” og “en pretty boy” ifølge Johnson.

Nedtællingen til Super Bowl er begyndt, og i Philadelphia havde de allerede påtaget sig rollen som underdog i omklædningsrummet efter den forrygende sejr over Minnesota Vikings.

All Pro-højre tackle, Lane Johnson, har hele vejen nydt rollen som undertippet, og efter sejren over Falcons i Divisional Round var han også hurtig til at tage en af de famøse hundemasker på. Udsigten til at møde Tom Brady i Super Bowl er heller ikke noget, der skræmmer den offensive tackle:

Hey, Tom Brady. Pretty boy Tom Brady. Han er den bedste quarterback nogensinde, så der er intet jeg hellere vil end at fjerne den fyr fra tronen. – Lane Johnson.

Eagles har været undertippet mod både Atlanta og Minnesota på trods af hjemmebanefordel, og det har holdet brugt som yderligere brændsel i jagten på franchisets første Super Bowl-titel nogensinde. Det er den første deltagelse for Eagles i finalekampen siden nederlaget til netop Patriots og Brady i Super Bowl XXXIX.

“Han er den største quarterback nogensinde, men det betyder ikke, at han er uovervindelig. Vi har et mål, som vi arbejder imod. Uanset hvem der står i vejen, har vi et sted, vi skal hen,” siger Eagles-safety Malcolm Jenkins.

Bookmakerne har her 13 dage før Super Bowl LII i Minnesota New England som markant favorit, men det har ikke skræmt Eagles indtil nu. Det kan være, det er det, der skal til, for at detronisere den 40-årige femdobbelte Super Bowl-vinder.