Rob Gronkowski udgik af AFC-finalen i slutningen af 2. quarter med en hjernerystelse. Angrebsstjernen er stadig et stykke fra at blive klar til Super Bowl 52, da han stadig ikke har trænet med sine holdkammerater efter skaden.

Det så sort ud for både New England Patriots’ chancer for at gå i Super Bowl og Gronkowskis bevidsthed om, hvor han var, da Jaguars-safety Barry Church i slutningen af 2. quarter sendte ham brutalt i jorden med et hårdt hit til hovedet. Se spillet her.

Ligaens (nok) bedste tight end over de seneste seks til syv sæsoner var tydeligvis groggy efter hittet. Han blev hjulpet fra banen og blev senere meldt ude resten af opgøret med en hjernerystelse.

Nu er spørgsmålet så, om Gronk bliver klar til Super Bowl LII mod Eagles. To uger er ofte være mere end nok til at komme igennem NFLs ‘concussion protocol,’ men Gronkowski var ikke at finde på banen, da New England var tilbage på træningsbanen torsdag.

Der er naturligvis ingen grund til at melde fanden på væggen. Patriots har muligvis bare valgt at tage den ekstra med ro og ikke forcere noget med det fysiske monster, der har en længere og uheldig skadeshistorik. DE Deatrich Wise Jr. trænede dog heller ikke på grund af en hjernerystelse.

De næste par dage vil give meget mere klarhed om skadessituationen for Gronkowski, der missede sidste års Super Bowl med en skade.

Tom Brady (skade i højre hånd) og safety Devin McCourty (skulderskade) trænede ikke med på fuldt blus, men på det område er der ingen grund til bekymring. De får bare lidt ekstra hvile.