Philadelphia Eagles’ dygtige receiver, Alshon Jeffery, er slet ikke i tvivl om, at Eagles slår Patriots i Super Bowl.

– Hvis I vinder…

– Ikke noget hvis. Ikke noget hvis, man. Når vi vinder på søndag… Vi tager det trofæ med os til Philly.

Alshon Jeffery var klar i mælet, da NFL Networks Tom Pelissero forsøgte at spørge den dygtige receiver om, hvordan en potentiel sejr skulle fejres. Inden Pelissero færdiggjorde sit spørgsmål, havde Jeffery nemlig allerede garanteret en sejr til Eagles.

Eagles er ellers undertippede i den store kamp. Det er dog ikke noget, der har stoppet dem før, da de var i samme situation imod både Falcons og Vikings, som de besejrede.

Det er sjældent en klog idé at garantere en sejr mod Brady, Belichick og co. I konferencefinalen lovede Jaguars’ Jalen Ramsey også en sejr over Patriots, men den talentfulde cornerback måtte æde sine ord, da Patriots sendte Jaguars hjem med et 24-20-nederlag i baggagen.

Det har imidlertid ikke stoppet Jeffery, der efter sigende har givet holdkammerater den samme behandling som Pelissero.