Så er vi her endelig. Efter 5 måneders football er feltet skåret ned til 2 hold, og verdens største éndagssportsevenet står for døren. Jeg kigger nærmere på 10 ting, som vi forhåbentligt kan blive klogere på i kampen over alle kampe.

1) Hvilken Nick Foles møder op?
Det HELT store spørgsmål til årets Super Bowl er, om Nick Foles virkelig kan føre Eagles til en sejr over mægtige Tom Brady og Bill Belichick. Selvfølgelig er Eagles et samlet hold, men Nick Foles’ niveau er unægteligt ekstremt afgørende. Kan han levere på niveauet fra NFC-finalen? Eller viser han det tvivlsomme niveau, der oprindeligt gjorde ham til backup? Jeg håber inderligt, at han spiller en god kamp, da en under middel præstation formentlig betyder, at Brady og kompagni stikker af fra Eagles og dræber spændingen.

2) Kan Patriots’ offensiv linje holde Brady på fødderne?
Hvis vi vender blikket mod Patriots, bliver det meget afgørende, hvordan den offensive linje holder stand mod Eagles’ blændende pass rush. Specielt bliver det interessant, hvordan Patriots vil gå til kampen på højre side af den offensive linje. Patriots skal nemlig, ligesom i resten af slutspillet, starte med enten Cameron Fleming eller LaAdrian Waddle, som på skift har ageret startere siden Marcus Cannons skade. Det bliver formentlig Fleming, som får æren i Super Bowl, og Patriots skal med al sandsynlighed give ham lidt hjælp, når han står over for den forrygende Brandon Graham. Hvordan den hjælp bliver givet er en interessant ting at holde med.

3) Hvordan vil Patriots udnytte no-huddle?
Patriots kan godt lide at sætte tempoet op og køre angrebsserier, hvor de slet ikke samles i huddlen, mens Brady bare hurtigt og effektivt kalder spil fra hoften. Det er et ekstremt farligt våben, da de har så alsidige runningbacks og receivere, at alle spil er mulige fra nærmest alle formationer. Mulighederne for no-huddle bør være ganske gode i Super Bowl, hvor tilskuerne ikke larmer lige så meget, som de ville gøre på en udebane. Samtidig har Eagles i år været svage mod no-huddle angreb, hvor de ikke kan rotere spillerne på deres defensive linje på samme måde. Og når de ikke kan rotere og bolden kommer ud hurtigt, bliver det sværere at få pres på quarterbacken, hvilket er essentielt for specielt Eagles’ forsvar. No-huddle kunne være et vigtigt våben for Patriots.

4) Hvordan vil Patriots stoppe Eagles’ run-pass options?
Patriots’ forsvar har været i forbedring gennem hele sæsonen, men Super Bowl byder på en ny og anderledes udfordring. Eagles pakker løbespil og kastespil sammen i ét spil mere og bedre end noget andet. Disse kaldes run-pass options. Det vil sige, at spillet indeholder både et løbespil, men også nogle ruter, så quarterbacken i starten af spillet kan beslutte sig for, om han skal give bolden til runningbacken eller kaste bolden. Den måde at kalde både et løbespil og et kastespil på samme tid giver mulighed for et meget simpelt angreb for quarterbacken, da han typisk kun skal læse få ting, men samtidig et meget varieret angreb. Hvordan, Patriots vil forsøge at stoppe den type spil, er interessant.

5) Hvad gør man med Gronkowski?
Jamen, hvad i alverden gør man? Spørgsmålet har været stillet i årevis efterhånden, og kun meget få hold har haft succes med at begrænse den store Gronkowski. Eagles skal forsøge at besvare samme spørgsmål i Super Bowl, og hvordan de prøver på det, bliver interessant. Du kan ikke bare sætte én mand på Gronkowski, det bliver en samlet holdpræstation, der skal stoppe ham. Spillere som safety Malcolm Jenkings og linebackere Nigel Bradham og Mychal Kendricks er nok folk, der vil se mest til ham, men ingen af disse tre har formentlig farten eller størrelsen til alene at lukke ham ned. Hvad gør man så? Ja, det glæder jeg mig til at se.

6)  Hvad gør man med Ertz?
Nogle af de samme ting kan siges om Zach Ertz. Selvfølgelig er Ertz ikke på Gronkowskis niveau, og han mangler den størrelse, som gør Gronkowski til et unikum. Men Ertz er en rigtig, rigtig dygtig receiving tight end, der konstant giver matchup problemer for forsvar. Vi så i NFC-finalen, hvordan han gav store problemer for ligaens bedste safety Harrison Smith. Hos Patriots er det ofte Patrick Chung, som dækker tight ends op, men igen tror jeg ikke, at én mand kan gøre det. Det hold, der har bedst held med at stoppe Gronk eller Ertz, kan meget vel løfte Lombardi-trofæet tidlig mandag morgen.

7) Vil special teams spille en rolle?
Man snakker typisk ikke meget om special teams, men gang på gang har man set det spille en afgørende rolle i store kampe. Patriots’ special teams er nok en gang en fantastisk, disciplineret enhed, der gang på gang vinder kampen om field position. Deres punter har forrygende længde- og retningskontrol, og Gostkowski er dygtig kicker. Jeg tror, at opgaven for Eagles bliver at udligne Patriots’ niveau, så special teams ikke bliver afgørende. De har en rookie kicker og mangler deres forrygende returner Darren Sproles. Hvis Eagles kommer igennem uden store fejl, tror jeg, de er glade.

8) Hvem bliver den overraskende x-faktor?
Hver eneste Super Bowl er der en næsten ukendt spiller, som spiller en afgørende rolle. Bare de seneste år har spillere som Grady Jarrett, James White, Kony Ealy og Malcolm Butler spiller overraskende store roller. Hvem bliver den spiller i år? Der er flere muligheder, men på de to angreb kigger jeg mod Rex Burkhead hos Patriots og Corey Clement hos Eagles. Burkhead har været gemt i slutspillet på grund af en skade, men han er en alsidig runningback, som inden skaden var Patriots’ short yardage back. Corey Clement er en lille, væver men stærk runningback, der har været god i kastespillet. Mod Jaguars havde Patriots lidt problemer med Corey Grant, og måske kan Clement gøre lignende skade. Derudover er Clement et vigtigt våben i red zone. På forsvarene vil jeg holde øje med Jalen Mills hos Eagles og Deatrich Wise hos Patriots. Mills er cornerback og lidt af en gambler. Han kan godt lide at jumpe ruter og gå efter interceptions. Det kan potentielt være afgørende. Hos Patriots har rookie Deatrich Wise haft en næse for at lave nogle store spil på vigtige tidspunkter, så hvorfor ikke i Super Bowl?

9) Kan Doug Pederson og Eagles’ trænerstab lave de nødvendige justeringer?
Erfaring. Patriots har oceaner af erfaring fra de store kampe, og Belichick og kompagni viser gang på gang evnerne til at lave afgørende justeringer, når modstanderne har vist deres hånd. Det vil også ske i Super Bowl, og derefter er det op til Doug Pederson at lave lignende justeringer for at modarbejde Belichick. Det skakspil taber de fleste, men Pederson skal vise sig som en værdig modstander, hvis Eagles skal vinde. Kan han det i hans blot anden sæson? Det får vi at se.

10) Bliver det en kamp, der kan gøre en knap så mindeværdig sæson mindeværdig?
Selvom det måske ikke er super opløftende at slutte af med, så har vi brug for, at dette bliver en mindeværdig Super Bowl. Sæsonen har nemlig ikke været noget særligt at skrive hjem om. For mange skader og deraf for få hold, der rigtig rammer topniveauet. Selvom flere gode forsvar har vist sig fornemt frem, er det også tegn på et ringe niveau fra for mange hold, når Blake Bortles, Case Keenum, Nick Foles og Marcus Mariota (i den stand Titans’ angreb var) alle kommer langt i slutspillet. Hvis jeg skal være lidt hård ved de to Super Bowl deltagere, er det måske den dårligste Super Bowl baseret på niveau, som jeg har set de sidste 5-10 år. Det her Patriots-hold har kæmpe mangler på forsvaret og er efter min mening ikke på niveau med sidste års hold. Selvom Eagles har mange gode spillere, er Nick Foles stadig ikke en god quarterback, og deres forsvar er ikke SÅ godt, at det bør kunne bære en gennemsnitlig quarterback hele vejen (som vi så det med Broncos for to år siden). Jeg håber, at de to hold gør min mening til skamme og leverer en fantastisk og mindeværdig Super Bowl. Det har vi brug for, hvis denne sæson ikke skal gå i glemslen om 5-10 år.