Det er søndag, det er NFL, og så er der selvfølgelig TV-odds. Efter en god uge, hvor vi især var skarpe søndag og torsdag, så regner vi med at være i plus, når vi er tilbage næste søndag.

Så er det igen blevet søndag, og vi lader op til aftenens NFL-kampe med forslag til, hvad du skal spille på, der sker. Men først lige et blik på, hvordan det er gået i den seneste uge. Søndag ramte vi på fem af vores seks forslag, men så kom vi ned på jorden mandag. Torsdag var vi så tilbage på rette vej og ramte begge vores forslag.

Det gav os et udbytte på 49kr. men grundet en regnefejl i vores tidligere opgørelser, så er vi ikke helt i plus endnu. Lige nu står vi på -19 kr. for sæsonen

I denne uge gælder det kl 19 kampen mellem Minnesota Vikings og Houston Texans og kl 22.25 er det så Dallas Cowboys mod Cincinnati Bengals.

Vikings – Texans

Forslag 1: Brock Osweiler bliver sacket mere end 2,5 gang – Odds 1.95

Houston offensive linje har været rigtig fint spillende, og kun tilladt syv sacks på Brock Osweiler indtil videre. Så kan det selvfølgelig undre, at jeg nu foreslår, du skal spille på, at han bliver sacket mindst tre gange i aften. Det er der heldigvis et par grunde til.

Først og fremmest var Texans ikke specielt gode da de spillede på udebane mod Patriots i spilleuge tre. De tillod to sacks og masser af pres på Osweiler, i en kamp mod et ellers ikke vildt slagkraftigt Patriots-forsvar. Nu møder de så Vikings, og deres frygtindgydende pass-rush, som indtil videre har lavet 15 sacks. Det er altså med andre ord et af de bedste forsvar til at nedlægge quarterbacken. Kun de forsvarende mestre fra Broncos har formået at gøre det flere gange.

Samtidig har Texans tilladt 23 quarterback-hits, altså spil hvor Osweiler er blevet ramt, lige efter han har sluppet bolden. Det er i den øverste halvdel af ligaen, og på en svær udebane, så tror jeg Osweiler bliver ramt mange gange, og mindst tre af de gange er det et sack.

Forslag 2: Under 38,5 point i kampen – odds 2.05

Det er to rigtig gode forsvar, der møder hinanden i Minnesota i aften. Vikings’ forsvar tillader næstfærrest point pr. kamp med sølle 12,5. På den anden side står Texans, som er ottende bedst på den parameter. De tillader kun 18,3 point pr. kamp.

Jeg ser de to forsvar som langt de stærkeste enheder i aften. Jeg tror, det bliver en rigtig old-school footballkamp, hvor forsvarerne og løbespillet er i fokus. Den slags opgør er typisk lavtscorende. Hvis de to hold kan holde snittet i forhold til tilladte point, så er vi langt under de 38,5.

Samtidig er der ingen af angrebene, som scorer vanvittigt mange point generelt. Texans er blandt de fem hold der har lavet færrest med 17,3 i snit, mens Vikings også ligger i den nederste halvdel med 22,0 i snit. Det er altså to forsvar, som er gode til at holde modstanderen ude af endzone, samtidig med at angrebene ikke er de bedste til at nå hele vejen ned. Derfor tror jeg på, at vi får under 38,5 point i kampen. Det er også værd at bemærke, at i Vikings’ to hidtidige hjemmekampe på deres nye stadion, er der scoret henholdsvis 31 og 34 point i alt. Den trend tror jeg fortsætter.

Cowboys – Bengals

Forslag 1: Over 3,5 field goals i kampen – odds 1.85

I sidste uge spillede Bengals Thursday night mod Dolphins. En kamp som de vandt i sikker stil, men de havde umådelig svært ved at score touchdown. Fem gange måtte kicker Mike Nugent således på banen og sparke field goal, og det længste spark var fra 47 yards.

Bengals er det dårligste hold til at score touchdown, når de har bolden i red zone, altså inden for modstanderens 20-yard linje. Kun lige 30% af gangene har de formået at lave touchdown. Så er det godt man har en skarp kicker, som har ramt på 12 af 13 forsøg i år. Begge dele er flest i NFL.

En skarp kicker har man også hos Cowboys. Faktisk er han lige nu den mest præcise kicker i NFLs historie. Dan Bailey har været lidt skadet i ugens løb, men Cowboys har ikke hentet nogen erstatning ind, så Bailey er klar til at sparke. Cowboys har, modsat Bengals, godt nok været rimelig gode til at score touchdown, når de er nået i red zone. Alligevel er Cowboys blandt de hold, der har forsøgt flest field goals med ti styks. Desværre har Bailey misset to, men jeg tror på at de to kickere nok skal sparke mindst to field goals hver i aften.

Forslag 2: Jason Witten scorer touchdown – odds 2.50

Jason Witten er ikke helt så skarp længere, som han var tidligere i karrieren. Men han er stadig et giftigt våben, når Dallas er i red zone. Han har godt nok ikke fundet vej til end zone i år endnu, men han har i karrieren aldrig gået en sæson uden at score touchdown.

I sidste uge, da Cowboys spillede mod 49’ers uden receiver Dez Bryant, var Witten et vigtigt mål for quarterback Dak Prescott. Han greb syv bolde, og igen i denne er uge er Bryant tvivlsom med en knæskade. Derfor tror jeg, at Witten bliver vigtig for Prescott.

På den anden side står et Bengals forsvar, som ikke tillader mange yards til tight ends, men som til gengæld har tilladt modstanderens tight end at score touchdown tre gange i fire kampe. Det tror Witten han udnytter i aften, også selv om Bengals har deres bedste forsvarsspiller i Vontaze Burfict tilbage.