Vi skal i gang med 11. spilleuge i NFL, og den kan på mange måder være med til at give et billede af styrkeforholdet i ligaen.

Der er flere store opgør i vente, og det begynder allerede torsdag nat.
Torsdagskampen
Spillerunden åbner med kampen mellem Pittsburgh Steelers og Tennessee Titans.
Førstnævnte har vundet syv af sæsonens ni kampe og fører AFC North divisionen. Titans har vundet seks af de første ni, og ligger på en delt førsteplads med Jaguars i AFC South.
Lige nu ligner begge mandskaber sikre slutspilsdeltagere, men alligevel er opgøret supervigtigt. Vinderen vil have en tiebreaker-fordel og dermed hjemmebane, hvis de skulle mødes i playoffs. Samtidig vil kampen også give en indikation af styrkeforholdet i AFC, hvor der lige nu er Patriots og så alle de andre.
Titans har vundet fire i træk, men det har ikke været prangende. Skal de bevise, at de kan bide skeer med de store, så kræver det en sejr torsdag nat. Steelers på den anden side har en tendens til at spille elendigt mod dårlige hold og være hamrende skarpe mod bedre modstandere.
Der er odds 1,28 for en hjemmesejr, mens Titans giver meget flotte odds 3,80 igen. Det synes jeg faktisk er værd at spille på.
Vigtige opgør

Udover torsdagskampen er der flere interessante opgør i 11. spillerunde, hvor hold med slutspilshåb mødes.
Minnesota Vikings (7-2) tager imod Los Angeles Rams (7-2).
Oakland Raiders (4-5) møder New England Patriots (7-2).
Dallas Cowboys (5-4) får besøg af Philadelphia Eagles (8-1).
Green Bay Packers (5-4) er vært for Baltimore Ravens (4-5).
Brandvarme New Orleans Saints (7-2) skal op imod Washington Redskins (4-5).
Og mandag nat mødes Seattle Seahawks (6-3) og Atlanta Falcons (5-4).
En sejr er vigtig for alle holdene lige op til Thanksgiving.
Oversiddere
Det er sidste spillerunde, hvor hold har en friuge. I denne weekend sidder Carolina Panthers, Indianapolis Colts, New York Jets og San Francisco 49ers over. Også Tampa Bay Buccaneers og Miami Dolphins skulle have siddet over, men deres friuge blev inddraget, da deres indbyrdes kamp i spilleuge 1 blev udsat af orkanen Irma.
Money in the bank
Der er enkelte store favoritter i denne uge, men selv dem synes jeg ikke, man kan være helt sikker på.
Det er langt fra garanteret, at Detroit Lions (odds 1,62) vinder i Chicago over Bears, ej heller at ugens næststørste favorit Jacksonville Jaguars (odds 1,23) vinder ude over Cleveland Browns. Jeg er heller ikke villig til at afskrive Dallas Cowboys fuldstændigt mod Philadelphia Eagles (odds 1,58). Og ja New Orleans Saints (odds 1,23) hjemme mod Washington Redskins burde gå hjem, men det her er NFL, and you never know.
Ugens største favorit er Kansas City Chiefs ude over New York Giants. Chiefs giver blot 1,18 igen, men den synes jeg også er småfarlig.
Jeg vælger derfor at gå i en anden retning og springer tilbage til kampen mellem Browns og Jaguars. De kommer ikke til at lave mange point, så min anbefaling i denne uge er Under 40 point scoret i kampen til ganske fine odds 1,72.
Ugens bedste bet
I sidste uge ramte jeg plet på ugens overraskelse til odds 3,30 for en Packers-sejr ude over Chicago Bears. I denne uge ryger Packers i kategorien med ugens bedste bet.
De møder hjemme på Lambeau Field Baltimore Ravens, og – interessant nok – så er sidstnævnte favorit til odds 1,75. Packers fik gang i deres løbeangreb mod Bears og quarterback Brett Hundley spillede sin bedste kamp som afløser for Aaron Rodgers. Ravens minder meget om Bears. Et stærkt forsvar med et middelmådigt angreb og en quarterback, der har sine mangler.
Selvom Ravens netop har siddet over, så tror jeg på, at Packers kan overraske, og der er dejlige odds 2,20 for en hjemmesejr.
Ugens overraskelse
Jeg var på plads i Atlanta i søndags, da Falcons kom tilbage på sporet med en forrygende sejr over Dallas Cowboys.
OK, så Cowboys var i skidt forfatning og sejren kom på en lidt billig baggrund, men jeg må sige, at jeg var imponeret over Matt Ryan og Julio Jones samt Falcons forsvar, der var hurtigt, aggressivt og giftigt. Mandag lukker de runden på udebane mod Seattle Seahawks, og det er bestemt ikke noget nemt sted at spille.
Til gengæld er The Legion of Boom ved at falde fra hinanden. Earl Thomas bliver måske klar, men ellers er kun Cam Chancellor tilbage af den oprindelige kvartet, og med Richard Sherman ude for sæsonen, er Seahawks kasteforsvar pludselig til at tale med.
Jeg tror på Falcons, og det får du fine odds 2,45 for.
Viva Mexico
Søndag spilles den femte og sidste af sæsonens internationale kampe. Efter fire i London er turen nu kommet til Mexico, hvor Oakland Raiders og New England Patriots mødes på det berømte Azteca Stadion.
Den første kamp i NFLs International Series blev spillet samme sted for 12 år siden, og her vandt Cardinals 31-14 over 49ers foran 103.000 tilskuere. Siden en stadionombygning er der ikke længere plads til så mange, men både Raiders og Patriots er meget populære, så op mod 80.000 tilskuere er ikke urealistisk.
Raiders er officielt hjemmehold, så stadion vil være pyntet i sølv og sort, men alligevel er det Patriots, der er storfavoritter. 1,32 giver Brady og co. igen, mens Raiders faktisk giver flotte 3,50.
Tanker på falderebet
Rams kan godt slå Vikings til odds 2,30
Cardinals vinder ude over Texans til odds 1,92
Bengals kan godt slå Broncos til odds 2,40
God fornøjelse
Claus Elming