De 32 NFL-hold er så småt begyndt på deres træningspas, og med træning kommer skader. Der er allerede to spillere, som har pådraget sig alvorlige skader.

Begge spillere befinder sig i NFC North hos henholdsvis Detroit Lions og Minnesota Vikings. Hos Lions er det 7. rundevalget, Nick Bawden, som frygtes at have revet korsbåndet over til gårsdagens træning.

Skulle den værste frygt blive bekræftet, så vil Bawdens sæson være færdig, inden den nogensinde kom i gang. Bawden blev valgt som en af de sidste spillere i årets draft, og hans chancer for at slå igennem i NFL var derfor allerede inden skaden meget små.

Hos divisionsrivalen, Minnesota Vikings har man bekræftet, at Hercules Mata´afa, har revet korsbåndet over. Skaden skete uden nogen kontakt med holdkammerater og også hans sæson er derfor færdig.

Mata´afas agent sagde, at han var blevet ringet op af en grændede Hercules, som frygtede, at Vikings ville opsige samarbejdet. Agenten har dog været i kontakt med Vikings sportsdirektør, som har forsikret, at Vikings har en langsigtet plan med Mata´afa.

Skaden er slem, men stadig i den lette ende af spektret for korsbåndsskader ifølge agenten:

“Det er en slem skade, men det er den bedste slags af den værste slags. Altså, det er stadig et overrevet korsbånd, men han er hurtigere tilbage end 90% af de fleste korsbåndsskader.”