Wide receiver Adam Thielen er blandt de tvivlsomme spillere hos Vikings til NFC-finalen søndag aften, men sammen med Sendejo og Alexander burde han være klar. Eagles har kun spørgsmålstegn ved en enkelt spiller.

Når vi i søndagens sene kamp skal finde sæsonens bedste hold i NFC, bliver det med to mandskaber meget tæt på fuld styrke. Hjemmeholdet Philadelphia har kun tvivl om en enkelt spiller, linebacker Dannell Ellerbe. Rookie-cornerback Sidney Jones er dermed helt klar igen efter en forstrækning.

Hos gæsterne fra Minnesota er der en lille håndfuld spillere på skadeslisten. DT Shamar Stephen er ude med en knæskade, mens WR Adam Thielen, CB Mackensie Alexander og S Andrew Sendejo er tvivlsomme.

Opdateret søndag morgen: Thielen forventes at spille, og det samme gælder NFLming–yndlingen, Sendejo, der udgik i anden halvleg af dramaet mod Saints efter et sammenstød med wide receiver Michael Thomas. Alexander er der reel tvivl om, da han døjer med en kombination af sygdom og en skade i ribbenene, men det seneste meldinger søndag morgen lyder på, at han også trækker i den lilla viking-uniform.