Flere store NFL-profiler pådrog sig søndag markante skader, heriblandt David Johnson, Allen Robinson og Reuben Foster. Vi giver dig et overblik over de uheldige hovedpersoner i første spillerunde.

NFL-sæsonen er endelig blevet sparket i gang, og de første 15 kampe er færdigspillet. Ud over herlig underholdning bød første runde desværre også på flere skader af forskellig karakter, og du får her det kedelige overblik.


1. Arizona Cardinals’ stjerne-runningback, David Johnson, beskadigede sit håndled i anden halvleg af kampen mod Lions og misser nu flere måneder. Forventningen er mellem 8 og 12 ugers pause, og Johnson kan derfor håbe på et sent comeback i sæsonen, men indtil da vil han blive placeret på injured reserve.
2. Steelers’ defensive linjemand, Stephon Tuitt, der lørdag underskrev en stor kontraktforlængelse, har pådraget sig en skade i sin ene biceps. Det var først frygtet, at han kunne misse hele sæsonen, men nu lyder prognosen på maksimalt et par uger
3. Jacksonville Jaguars‘ førstereceiver, Allen Robinson, kommer ikke til at gribe flere bolde i denne sæson, da han har revet korsbåndet i sit ene knæ over.
4. Eagles-cornerback Ronald Darby havde et grimt solouheld med sin højre ankel i kampen mod Redskins. Frygten var, at Darby kunne være færdig for sæsonen, men heldigvis var anklen “blot” gået af led, og cornerbacken kan være tilbage i kamp om fire til seks uger.
5. Rookie-linebacker Reuben Foster var flyvende for 49ers i sin NFL-debut, men han lignede undervejs en mand, der havde pådraget sig en alvorlig knæskade. Foster slap dog med skrækken, har kun forstuvet anklen og forventer selv at være tilbage på banen i løbet af et par uger.
6. Dallas‘ rutinerede cornerback, Orlando Scandrick, brækkede sin hånd i nat. Han skal opereres, men håber at være tilbage allerede om en til to uger.
7. Chicago Bears’ wide receiver Kevin White har brækket sit skulderblad, hvilket betyder, at han skal under kniven og er tabt for 2017. White har kun spillet fem kampe på tre år, siden han blev valgt i top 10 af 2015-draften. Bears har også lidt et tab på forsvaret, hvor den undervurderede linebacker Jerrell reeman har fået brystskade og en hjernerystelse og også placeres på injured reserve.
8. Ravens’ Danny Woodhead har pådraget sig en seriøs forstrækning, og holdet frygter, at han kan være ude i et stykke tid.


9. Texans må undvære deres startende tight end C.J. Fiedorowicz i minimum otte uger. Efter den anden hjernerystelse de sidste par uger, er han blevet placeret på injured reserve.
10. Derudover kan Texans mangle adskillige andre spillere til torsdagens kamp. Startende guard Jeff Allen, har slået anklen og vil misse et par uger. Derudover er linebacker Brian Cushing meget tvivlsom med en hjernerystelse. De to backup tight ends, der skulle erstatte Fiedorowicz, har også begge hjernerystelse og er yderst tvivlsomme.
11. Cardinals’ venstre tackle, D.J. Humphriees, har forstrukket det indre ledbånd i det ene knæ og misser et par uger. Det samme gælder Saints‘ højre tackle, Zach Strief.
12. Lions er allerede på den tredje punter i år. Den normale punter, Sam Martin, er ude indtil tidligst uge 7, og søndag blev erstatningen Kasey Redfern alvorligt knæskadet. Derfor har de nu hentet Jeff Locke ind som punter.
13. Eagles’ kicker, Caleb Sturgis, fik en lårskade i søndags, og han er blevet placeret på injured reserve. Det holder ham ude i minimum otte kampe. Imellemtiden vil Jake Elliott vikariere som Eagles’ kicker. Elliott blev valgt i femte runde af draften af Cincinnati Bengals, men vandt ikke jobbet i training camp.
14. Titans‘ safety Jonathan Cyprien fik en mindre fibersprængning og forventes ude nogle uger.