Rams’ defensive end Morgan Fox er ude hele 2018-sæsonen, efter han har overrevet sit korsbånd under et af holdets træninger torsdag.

Håbet er lysegrønt i Los Angeles, efter en offseason hvor holdet har tilføjet den ene stjerne efter den anden til et i forvejen stjernespækket mandskab. Nu er der dog kommet et lille skår i glæden. Et af holdets vigtige backupspillere, den defensive end Morgan Fox, har overrevet sit korsbånd under en holdtræning i løbet af torsdagen. Dette rapporterer NFL Networks Tom Pelissero.

Fox spillede godt en tredjedel af Rams’ defensive snaps i sidste sæson, og så snap i alle holdets kampe. I Los Angeles’ sæsonåbner mod Colts sidste år, havde Fox NFL-karrierens foreløbige højdepunkt, da han sackede Colts’ quarterback Jacoby Brissett  i endzone for en safety.

Morgan Fox fik ikke sit navn råbt op under draften i 2016, men skrev kort efter denne under med Los Angeles Rams. Her har han arbejdet sig op fra at være undertippet til at blive fast rotationsspiller, men nu må han altså vente til 2019 før eventyret kan fortsætte.