Det var frygtet, og nu er det officielt. Houston Texans’ megastjerne defensive end J.J. Watt er færdig for sæsonen. Den tredobbelte vinder af årets forsvarspiller er blevet opreret for en diskusprolaps i ryggen.

Da Houston Texans sidste torsdag fik prygl af Patriots, var det ikke bare på måltavlen. Holdets stjerne J.J. Watt forværrede nemlig den rygskade, som holdt ham ude det meste af preseason.

I juli måned blev Watt opereret for en diskusprolaps i ryggen, og det er han nu blevet igen. Det skete torsdag, efter han havde konsulteret en specialist. Den konsultation viste, at det var samme diskus, som han blev opereret for i preseason.

Dengang var udsigterne otte uger, og det burde være det samme igen. Dermed kunne han have været en kandidat til at vende tilbage fra injured-reserve-listen. Texans har dog besluttet, at de ikke vil risikere, at deres superstjerne kommer til skade igen. Dermed er ligaen en stor profil fattigere i år.