Cincinnati Bengals’  Joe Mixon skal have opereret det knæ, han skadede under kampen mod Baltimore Ravens. Det forventes at løberen er klar igen om et par uger.

Et lille skår i glæden hos Bengals-lejren efter sejren over Baltimore Ravens, var knæskaden til løberen Joe Mixon. En skade der ifølge ESPN’s Adam Schefter kræver en mindre operation, der vil holde Mixon ude i omkring to uger.

Holder tidshorisonten, vil Mixon gå glip af kampene mod Carolina Panthers og Atlanta Falcons. Begge udekampe mod stærke hold.

I Mixons fravær må Bengals sætte deres lid til Giovani Bernard, Tra Carson og Mark Walton. Bernard har flere gange vist sit værd, men holdet bliver ikke det samme uden Mixon, der har spillet fremragende i sæsonens første to kampe.

Mixon har indtil videre løbet for 4.7 yards per løb, løbet for i alt 179 yards og dertil grebet bolde for 59 yards. Han har løbet bolden i endzone en enkelt gang.