Atlanta Falcons’ Ricardo Allen har revet sin akillessene over og er færdig for sæsonen. Dermed er Falcons uden begge startende safeties, da Keanu Neal også er alvorligt skadet.

Der er ikke meget, der er gået Falcons’ vej i starten af denne sæson.

I går tildelte Saints Falcons sæsonens andet nederlag i blot tre kampe efter et fantastisk opgør, og nu er der ekstra malurt i bægeret for Dan Quinns mandskab.

Safety Ricardo Allen har nemlig revet sin ene akillessene over og kommer ikke i kamp mere i denne sæson. Det skriver Adam Schefter på Twitter.

Atlanta skal dermed klare sig uden sin startende safety-duo i resten af sæsonen, da også Keanu Neal er ude i lang tid. Derudover er linebacker Deion Jones også ude i mindst fem uger fra nu.

Ricardo Allen skrev under på en treårig kontraktforlængelse i off season, efter han de seneste sæsoner er blevet en vigtigere og vigtigere del af Falcons-forsvaret. Et Falcons-forsvar, der i den grad har svært ved at finde bare et nogenlunde anstændigt niveau som følge af de mange skader.

Det er ikke blevet lettere nu.