San Francisco 49ers har mistet runningback Jerick McKinnon for sæsonen som følge af en alvorlig knæskade.

Kyle Shanahan kunne i dag fortælle, at runningback Jerick McKinnon sandsynligvis har pådraget sig en sæsonafsluttende knæskade til dagens træning:

– Vi håber selvsagt, at vi tager fejl. Det var en soloulykke, og det så akavet ud. Derfor er vi yderst bekymrede, selvom vi afventer resultaterne fra de endelige scanninger,” udtalte Kyle Shanahan til NBC Bay Area.

Den 26-årige runningback var udset en fremtrædende rolle i Shanahans offensiv i 2018 på grund af sin alsidighed og eksplosivitet. Tidligere har McKinnon spillet for Minnesota Vikings i perioden 2014-2017, hvor det blev til 1.918 løbede yards, 984 grebne yards og i alt 12 touchdowns.

Med McKinnons skade råder 49ers over nytilkomne Alfred Morris, Matt Brieda og Raheem Mostert til runningback-positionen. Derudover fritstillede 49ers den unge Joe Williams tidligere i dag – og dermed før McKinnons skade.

Opdateret: Det er nu bekræftet, at McKinnon har revet korsbåndet over i det ene knæ, og at han dermed er færdig for sæsonen.