Der har været relativt stille omkring Seahawks under dette års free agency. Alligevel har holdet foretaget et par handler, den seneste er en tilføjelse af en erfaren safety.

Det drejer sig om 26-årige Bradley Mcdougald, der kommer til klubben på en etårig aftale. Aftalen skulle have en værdi af to millioner dollars, og safetyen kommer til at agere som dybde på et hold, der allerede har Earl Thomas og Kam Chancellor under kontrakt.


McDougald blev ikke valgt i 2013-draften, men fik kontrakt hos Kansas City Chiefs. Her blev det dog ikke til megen spilletid, og safetyen skiftede til Buccaneers senere på året. Her fik den 26-årige spiller mere succes og har startet 36 kampe de seneste tre år,  16 af disse kom i den forgangne sæson.
McDougald er blevet beskrevet som en ustabil spiller af analysesitet Pro Football Focus, men formår at levere højdepunkter. Et af disse kom, da Seahawks mødte Tampa Bay i November. Her interceptede McDougald nemlig Russell Wilson og sikrede, at Tampa vandt kampen.
Seattles nye safety har altså allerede et kendskab til holdet, og han besidder nogle evner, der sagtens kan bruges nordpå.
McDougald har været inde omkring 178 taklinger de seneste to sæsoner og har god fart i stængerne. Seattle mistede sidste sæson Earl Thomas til en grim skade, og bliver han skånet tidligt på sæsonen vil McDougald være en fin midlertidig erstatning.