Seahawks-cheftræner, Pete Carroll, siger, at både Colin Kaepernick og Robert Griffin III er kandidater til som backup-quarterbacks til Russell Wilson.

Når man kigger på nogle af de startende quarterbacks NFL, kan det godt undre én, at en spiller som Colin Kaepernick stadig er fri på markedet. Den holdning deler Seahawks’ cheftræner, Pete Carroll, tilsyneladende. Seattle kigger i hvert fald både på Kaepernick og Robert Griffin III som en potentiel reserve til franchise quarterback Russell Wilson.


“Vi kigger på alle. Det gør vi virkelig. Vi har holdt øje med alt, der foregår, og vi har haft cap- og trup-udfordinger, som vi stadig forsøger at løse ordentligt. Men for at være helt ærlig, ja, vi kigger på de gutter,” sagde Carroll i et radiointerview med henvisning til de to forhenværende NFL-stjerner.
Wilson har startet samtlige kampe i sin karriere, men sidste år døjede han med en ankelskade, der i den grad hæmmede hans spil i den første halvdel af sæsonen. Trevone Boykin er i det perspektiv ikke den optimale backup, mens Kaepernick og Griffin bør kunne gøre et fornuftige arbejde, hvis skaden skulle ske.
Det er i den grad gået ned ad bakke for den atletiske quarterback-duo, der for fire år siden blev anset som fremtidens helt store stjerner. Men hvem ved, måske kan én af dem genstarte deres karriere oppe i det nordvestlige hjørne af USA?