Der har været meget udskiftning på Seattles-forsvar siden den forgangne sæson sluttede. Der kan være mere på vej, da Earl Thomas’ situation fortsat ikke er afklaret.

Stjernespilleren smed tidligere på året en besked på Twitter, hvor han annoncerede, at ikke ville deltage i holdaktiviteter, herunder træningslejre og kampe, før han fik en ny kontrakt. Nu er han så tilbage, denne gang på Instagram for at slå sin pointe fast. Kort og kontant.

“Har altid været en underdog, det er ikke noget nyt. Forlæng…. hvis i ikke vil have mig, så få en trade til at ske, jeg forstår at det er forretning.”

Thomas var nok den vigtigste spiller på Seattles fremragende og frygtindgydende Legion of Boom-brandede forsvar, men Seahawks er i høj grad i gang med fornyelse. Det kan betyde, at Thomas trods sit høje niveau, ikke er en del af fremtidsplanerne. Trods masser af penge på kistebunden næste år, kan prisen for veteranen blive for høj.

Den lynhurtige safety har set de seneste to sæsoner forkortet af skader, og det kan helt sikkert spille ind på Seattles beslutning om, hvorvidt kontrakten skal forlænges. Den 29-årige forsvarsspiller står også i den situation, at safety-spillere ikke er i specielt høj kurs. Der blev ikke uddelt store kontrakter under free agency i år, og en spiller som Eric Reid står fortsat uden kontrakt. Han er involveret i et søgsmål mod ligaen, så det spiller ind, men inden den situation var han heller ikke så ombejlet, som man kunne have forventet.

Thomas er dog ubestrideligt en af Seattles bedste spillere, hvis ikke den bedste. Holdet har mistet mange ledertyper, og det er svært at argumentere for, at de har råd til at miste flere. I hvert fald hvis de vil gøre sig forhåbninger om slutspillet. Den 29-årige forsvarsstjerne er på vej ind i det sidste år af en fire år lang kontrakt. Den nuværende aftale vil gøre ham til den femte bedst betalte safety, noget han er utilfreds med. Det kan man godt forstå med det spil, han har leveret på banen.

En egentlig løsning ser derfor fortsat ud til at være langt væk.