Seahawks’ forsvarsstjerne, Kam Chancellor, kan igen vende tilbage til kampaktion, når Seahawks møder New England Patriots i søndagens sene kamp.

Den hårdtslående safety har misset de seneste fire kampe som følge af en skade i lysken, og hans tilbagekomst vil uomtvisteligt gavne Pete Carrolls forsvar, som fortsat er uden Michael Bennett. Det var også en tilfreds Pete Carroll, der mødte journalisterne ved det sidste officielle pressemøde før braget mod Patriots:

“Han (Chancellor, red.) ser kampklar ud. Kam fylder en stor del af vores hold, og han har altid været én af vores fremmeste ledere og ikke mindst én af vores mest indflydelsesrige spillere. Så selvfølgelig har vi savnet ham! Der er kun én spiller som ham, og vi er yderst tilfredse med at have ham tilbage.”

Foruden Kam Chancellor kan Pete Carroll se frem til at få sin tight end, Luke Wilson, tilbage til indeværende spillerunde. Wilson har misset de seneste tre kampe efter en operation i sit knæ, men den 26-årige tight end har trænet med førsteholdet i de seneste to dage, hvorfor et comeback synes snareligt.

Pete Carroll fortalte desuden, at running back, Thomas Rawls, fortsat er et par uger fra topform og derved kampaktion. Rawls har dog trænet med i den seneste uges tid, og Carroll kunne også berette om massive fremskridt fra Rawls’ side.