Seattle Seahawks’ strong safety, Kam Chancellor, er ikke færdig med football på trods af en alvorlig nakkeskade. Hvis lægerne vurderer ham rask til at spille, er han tilbage på banen i den kommende sæson.

Det var en sæson langt under forventningerne i Seattle, hvor en kombination af skader og skuffende præstationer satte en kæp i hjulet for endnu en slutspilsplads. Holdet var især svækket i den sidste halvdel af 2017-sæsonen, hvor både cornerback Richard Sherman og safety Kam Chancellor var ude med seriøse skader.

Chancellor blev ramt af en nakkeskade, der har forårsaget tvivl om hans NFL-karriere, men forsvarsprofilen selv er indstillet på at spille videre. For at det bliver en realitet, kræver det dog, at lægerne siger god for ham.

Head coach Pete Carroll sagde i januar, at Chancellor kan få det svært i forhold til at spille football igen, så selvom den firedobbelte Pro Bowler ønsker at fortsætte, er det ikke givet, at det kommer til at ske.

Chancellors 2018-løn på $6,8 millioner er allerede garanteret, så Seahawks kan ikke spare penge på at fritstille den hårdt-hittende alt-mulig-mand.