Seattle Seahawks’ Michael Bennett har aldrig lagt skjul på, at han ikke føler sig retfærdigt lønnet, og nu har han smidt yderligere brænde på bålet.

Michael Bennett er en af de bedste og mest alsidige defensive ends i NFL, men han er også kendt for at sige, hvad han mener.

Nu har han så endnu en gang luftet sin utilfredshed med, at spiller efter spillet får store kontraktforlængelser, mens han tilsyneladende selv må kigge langt efter flere dollars på kontoen.  

“Det stopper aldrig. Især når folk får nye kontrakter hver dag. Du sidder der og tænker: ‘Damn, seriøst?’ Jeg er på et punkt lige nu, hvor det er, hvis du ikke synes, jeg er værdifuld, så skaf jer af med mig,” siger Bennett under et interview med Huffington Post.

Pass-rusheren har to år tilbage af sin kontrakt, og ifølge OverTheCap har 37 defensive linemen flere penge garanteret i deres nuværende kontrakt end Bennett.

Derfor er det ikke overraskende, at Bennett viser tydelige tegn på ikke at føle sig værdsat.

Så sent som i sidste sæson var forsvarsspilleren også utilfreds, men han mødte op til training camp og havde på papiret sin karrieres bedste sæson med 10 sacks og 19 tackles for loss.

Seattle Seahawks head coach Pete Carroll håber selvfølgelig på at beholde Michael Bennett i lang tid, men han får det ikke til at lyde som, at holdet vil gå ekstreme længder for pass-rusherens skyld.

“Vi vil gøre et forsøg. Et forsøg, så han forbliver en Seahawk,” siger træneren.

Seattle krydser selvfølgelig fingre for, at der ikke opstår samme situation som i sidste sæson, hvor safety Kam Chancellor udeblev fra træning og gik glip af de første par kampe i den regulære sæson grundet utilfredshed med sin kontraktsituation.