San Francisco 49ers’ startende runningback, Jerick McKinnon, slipper billigere end frygtet med den knæskade, han pådrog sig under træningen søndag. Han forventes klar til grundspillets start.

Jimmy Garoppolo og 49ers kan ånde lettet op, da der er godt nyt på skadesfronten.

Runningback Jerick McKinnon blev knæskadet under søndagens træning, men skaden er heldigvis ikke alvorlig. Scanningen har vist, at den tidligere Vikings-spiller blot har forstrukket en muskel i knæet og ikke beskadiget ledbånd eller korsbånd.

Det vides ikke, hvor længe skaden vil holde McKinnon ude, men han burde være klar til sæsonstart. 49ers vil dog næppe tage nogen chancer med runningbacken, der skal spille en stor rolle i Kyle Shanahans kreative angrebssystem.

Jerick McKinnon tilbragte sine første fire år af karrieren i Minnesota Vikings, hvor han i 2017 havde sin bedste sæson med 570 løbeyards, 421 gribeyards og i alt fem touchdowns.

San Francisco er også uden runningback Matt Breida, der ikke er tilbage før den første grundspilskamp. Det åbner muligheden for en masse spilletid til Raheem Mostert, der erstattede McKinnon på træningsbanen efter skadens indtræffen.