Philadelphia Eagles fortsatte deres sejrsstime efter en overlegen sejr over San Francisco 49ers, der stadig har sæsonens første sejr til gode.

Det var et opgør mellem ligaens varmeste hold og et af ligaens dårligste hold, da Philadelphia Eagles tog imod San Francisco 49ers søndag aften.
Eagles’ brandvarme angrebet kom imidlertid skuffende fra start, og det var i stedet de to holds forsvar, der satte dagsordenen.
Kampens første touchdown faldt således først kort inden pausen, hvor Carson Wentz fandt den pålidelige tight end, Zach Ertz, i end zone efter en dyr pass interference af 49ers. Og så gik det helt galt for udeholdet.
På det efterfølgende drive kastede 49ers-quarterback C.J. Beathard kastede sin anden interception i kampen, og den kunne Jalen Mills returnere for et touchdown. Og så gik Eagles til pause med en føring på 17-0.


I anden halvleg fortsatte Eagles’ dominans, og selv om Beathard og co. kom på tavlen, så kom de aldrig i nærheden af et comeback. Både Wentz og LeGarrette Blount stod for et touchdown hver, mens forsvaret sørgede for adskillige store spil.
Kampen sluttede 33-10 til Eagles, der dermed er 7-1 og ligger i toppen af NFC East. Omvendt er 49ers stadig uden sejr og bundprop i NFC West.