Den tidligere Browns-cornerback havde fire kontrakttilbud, men valgte Kyle Shanahans mandskab

San Francisco 49ers har forstærket sit secondary med den talentfulde nickle corner, K’Waun Williams, som har skrevet under på en et-årig kontrakt.


K’Waun Williams blev hentet til Cleveland som undrafted free agent i 2014, hvor han hurtigt spillede sig ind som holdets startende nickle corner. Hertil er det især Williams’ præstation i Browns’ historiske comeback-sejr over Titans i Tennessee, som satte gang i hypen om den unge spiller.
Men mindre end to sæsoner senere blev det lykkelige ægteskab erstattet af kontroverser, som i sidste ende kostede Williams en fyreseddel fra Browns-organisationen. Williams pådrog sig en ankelskade i løbet af træningslejren før 2016-sæsonen, men da Browns alligevel ønskede, at han spillede fuld tid i pre season-kampen mod Green Bay Packers, nægtede Williams som følge af sin ankelskade.
Browns anså Williams’ beslutning for værende modstridende holdets interesser, og forsvarsspilleren blev suspenderet fra holdet. Williams fik efterfølgende vurderet sin ankel af en uafhængig læge, som konstaterede, at ankelen behøvede en større operation. Trods den upartiske lægefaglige vurdering fyrede Cleveland Browns på kontroversiel vis den 25-årige cornerback.
I stedet brugte K’Waun Williams 2016 på at blive kampklar igen, og samtidig har han lagt sag an mod Cleveland Browns, hvortil han kræver sin løn for 2016-sæsonen og de økonomiske omkostninger for ankeloperationen refunderet.