Den offensive linje har ændret sig en del, siden Kyle Shanahan tog over i San Francisco. Et af de nye ansigter i 2017 var Laken Tomlinson, som holdet var så begejstret for, at de har forlænget kontrakten med tre år.

San Francisco 49ers har siden Kyle Shanahans ankomst haft gang i en større udskiftning og genopbygning. Et af områderne, der har gennemgået størst udskiftning, har været den offensive linje.

Et af de nye ansigter har været guard Laken Tomlinson, som holdet hentede kort inden 2017-sæsonen. Tomlinson startede herefter 15 kampe i sæsonen, og i løbet af året sporede Shanahan og trænerstaben nok fremgang til, at holdet nu belønner Tomlinson med en ny kontrakt. I følge NFL Networks Mike Garafolo er forlængelsen på tre år og har en maksimal værdi på 18 millioner dollar.

Den nu 26-årige Tomlinson var et førsterundevalg tilbage i 2015, da Lions tog ham med det 28. valg i draften. I Detroit skuffede Tomlinson dog gevaldigt i de første to sæsoner, og Lions valgte derfor at trade ham til 49ers kort inden sæsonstarten sidste år. Prisen var blot et femterundevalg.

Nu ligner Tomlinson en starter for 49ers på venstre guard-positionen, mens den anden guard position stadig kan gå til mange spillere. Her vil de tidligere førsterundevalg Joshua Garnett og Jonathan Cooper kæmpe med spillere som Erik Magnusson og Mike Person.