Efter en meget lang og besværlig forhandlingsproces er San Diego Chargers og deres topvalg i draften, Joey Bosa, endelig blevet enige om en kontrakt.

Det holdt hårdt, men San Diego Chargers og Joey Bosa, der blev valgt med det tredje valg i årets draft, er endelig blevet enige om en kontrakt, som Bosa i dag har skrevet under på. Den stærke forsvarsspiller kan dermed træne med holdet i resten af training camp og ikke mindst være med i kamptruppen, når sæsonen begynder den 11. september.

Ifølge Ian Rapoport fra NFL Network er det en fire-årig kontrakt til 25,8 millioner dollars, Joey Bosa har skrevet under på, med en signing bonus på 17 millioner dollars.

I sidste uge så det ellers ud til, at der var rigtig langt mellem de to parter. Så langt, at Chargers offentligt gik ud og sagde, at de havde givet deres bedste bud på en kontrakt, men at Bosa og hans team ikke var til at snakke med. Den udmelding skabte meget debat, især fordi Chargers er kendt for at være meget stædige, når det kommer til kontrakter.

Chargers og Bosa er dog tilsyneladende blevet gode venner henover weekenden, til stor glæde for Chargers’ general manager, Tom Telesco.

”Vi ser frem til at Joey kommer tilbage og få ham forberedt så hurtigt som muligt til 2016-sæsonen,” sagde Tom Telesco mandag til Chargers’ hjemmeside.

Ifølge ESPN’s Adam Schefter, er begge parter gået på kompromis for at nå til enighed.

Med Joey Bosa’s kontrakt har alle 31 spillere fra draftens første runde skrevet under på deres rookie-kontrakt. Se størrelsen og alle signing bonus i Gul kluds Kontrakt Tracker.