Chargers’ førsterundevalg i årets draft, Joey Bosa, er med stor sandsynlighed ikke med, når San Diego søndag indleder sæsonen ude mod Kansas City Chiefs.

For ti dage siden blev San Diego Chargers og førsterundevalg Joey Bosa endelig enige om en kontrakt efter langstrakte forhandlinger. Men selvom San Diego nu har papir på den defensive end de næste fire år, ser det ud til, at holdet må vente lidt længere med at se ham i aktion.

Bosa trænede slet ikke med i går, og ifølge ham selv, trækker han ikke i en Chargers-uniform søndag aften.

“Det er frustrerende og irriterende, at jeg ikke spiller søndag, men det er, hvad det er,” sagde forsvarsspilleren til lokale medier.

Det står ikke helt klart, hvad der holder Bosa ude, men det er svært at forestille sig, at Chargers skulle holde deres førsterundevalg ude af kamp, medmindre han døjer med en skade.

Sidste gang Joey Bosa var at finde på banen i fuld udrustning, var i hans sidste kamp for Ohio State den 1. januar i år.