Der er en uge til sæsonstart, og det er blevet tid til, at Gul Kluds skribenter lægger hovedet på blokken og kommer med nogle forudsigelser. De næste syv dage vil de svare på et spørgsmål, og i dag giver skribenterne et bud på næste års top 5 i draften.

Vi har ventet i månedsvis på, at NFL-sæsonen starter. Nu er der kun en uge tilbage, og derfor er det også tid til at ramme håbløst ved siden af med sine årlige forudsigelser. Gul Kluds skribenter er ikke bange for at lægge hovedet på blokken, så det vil de gøre den næste uge.

Syv dage i træk vil skribenterne svare på et spørgsmål vedrørende den kommende sæson, og nogle af de svar bliver så udvalgt og videregivet her. I er velkommen til at skrive, hvem i er enige med, og hvad i ville have svaret.

Dag 1: Hvem bliver årets overraskelse?
Dag 2: Hvem bliver årets skuffelse?
Dag 3: Hvilke trænere får sparket
Dag 4: Hvem bliver en ny All Pro?

Dagens Spørgsmål: Hvordan ser næste års top-5 i draften ud?

Lasse Meineche
Bills: Holdet er hullet som en si og har spørgsmålstegn på mange pladser, og uanset hvem der starter på QB tror jeg ikke på dem.
Dolphins: Dolphins har lignende problemer, og Tannehill som QB kommer formentlig ikke til at gøre den store positive forskel.
Colts: Kan Luck virkelig vende hele skuden for Colts? Det tror jeg ikke. De befinder sig samtidig i en stærk division, hvor jeg godt kunne se dem gå 0-6 eller 1-5.
Raiders: I Oakland er der mere kaos end orden, og John Grudens tiltrædelse virker til at have givet den stikmodsatte effekt af hvad man ønskede. De er ligesom Colts i en stærk division, hvor det godt kunne gå helt galt.
Cowboys: Sidste hold er Cowboys. Der er problemer på deres offensive linje allerede, og de kan blive meget endimesionelle på angrebet. Samtidig rummer deres kampprogram ingen nemme kampe – de drafter femmer.

Victor Risager
1) Bills, 2) Browns, 3) Dolphins, 4) Buccaneers, 5) Giants
Det er de fem svageste hold, som jeg ser det. Bills mangler næsten alt. Browns og Buccaneers lider under dårlige trænere, mens jeg ikke tror, at Dolphins og Giants har fået løst deres problemer i offseason, og de kan få svært ved at vinde kampe.

Tim Andersen
1) Bills: De har NFL’s dårligste angreb. Receivers er dårlige, o-line ikke god nok til at hjælpe McCoy, og Allen-kanonarm er ikke NFL-klar. Det bliver et langt år, selvom forsvaret komme til at sprælle.
2) Colts: De er stadig superdårlige rundt om Andrew Luck, og forsvaret stinker lige så meget som sidste år. Bliver Luck skadet, kunne de gå 0-16.
3) Lions: Jeg tror desværre ikke på Patricia som cheftræner, og det er meget grobunden for dette valg. Forsvaret ser noget suspekt ud, og jeg tvivler på, at angrebet er godt nok til at overleve forsvaret.
4)Bucs: Manglende udvikling og en trænerfyring undervejs i sæsonen lurer.
5) Cardinals: En svær division, matchet med NFC North + AFC West. Jeg tror de er med i mange af kampene, men mangler lidt over det hele for at tage sejren i de tætte 50/50 opgør. Og så kunne 5-11 godt være nok til bund 5.

Søren Andersen
Bills: Puha det bliver grimt i år
Bucs: Winston vender ikke skuden i år.
Browns: Hue får mere end én sejr, men det bliver ikke til mere end fire.
Colts: Luck er tilbage, men ham og Reich er bare ikke nok til at lappe de mange huller i båden.
Jets: Det bliver endnu et år, hvor der er for langt mellem snapsene for Jets.

Teis Joranger:
1) Bills: Bills mangler talent alle vegne, og det er synd for Josh Allen.
2) Raiders: I Oakland tror jeg ikke på det langsomme forsvar, overvurderede Derek Carr, Tom Cables offensive linje eller Jon Gruden ledelsesstil.
3) Jets: De er stadig et år eller to væk fra gode resultater.
4) Browns: Hue Jackson fungerer som den begrænsende faktor
5) Cowboys: Holdet er en eller to skader fra, at angrebet kollapser. Fredericks sygdom, er jeg bange for, kan blive starten på kollapset.

Mathias Sørensen:
Bills, Browns, Dolphins, Buccaneers, Jets
Rækkefølgen er jeg ikke sikker på, men det er for mig at se fem af de svageste hold i år.

Nicholas Jørgensen
1) Bills 2) Jets 3) Buccaneers 4) Cardinals 5) Cowboys
Flere af disse hold befinder sig i en genopbygningsfase, hvorfor de helt naturligt vil få det svært i 2018, da de først skal toppe om et par år – eksempelvis New York Jets og Arizona Cardinals. Buffalo Bills har ligaens absolut ringeste trup, og derfor får Sean McDermott ualmindeligt svært ved at gentage sidste sæsons triumferende slutspilsindtræden. Både “Bucs” og Cowboys savner bredde og har problemer uden for banen med skader og kontroverser.

Jacob Graversen
1) Bills 2) Dolphins 3) Browns 4) Colts 5) Raiders
Jeg har svært ved at se mange lyspunkter hos Bills. Dolphins ligner et mandskab, der kan implodere. Derudover tror jeg simpelthen, at Colts og Browns endnu er for unge og uerfarne til at gøre særligt væsen af sig.

Nikolaj Sattrup
Buccaneers (2-14): Deres secondary er elendig, og deres quarterback har en tendens til at kaste interceptions.
Bills (2-14): Holdet skal bæres af en upræcis rookie-quarterback bag en dårlig offensiv linje, en aldrende runningback og en receiver-gruppe, der ikke er specielt inspirerende.
Dolphins (3-13): Dolphins var dårlige sidste år, og talentmassen er kun blevet forringet.
Cowboys (4-12): Forsvaret er en Sean Lee-skade fra at være dårligt. Jeg tror ikke Dak kan vinde shootouts.
Jets (5-11): Sam Darnold er talentfuld, men han er ung, og kommer til at begå fejl.

Alexander Paaske:
Bills, Buccaneers, Cowboys, Jets og Colts.
Bills har ligaens dårligste hold. Buccaneers er et cirkus og vinder maks én kamp internt i stærke NFC South. Cowboys falder sammen uden et solidt angreb. Jets er i genopbygning og har ikke kvaliteten til mere. Det samme kan siges om Colts og Luck, der skal bruge endnu et år på at blive relevante igen.