Der er en uge til sæsonstart, og det er blevet tid til, at Gul Kluds skribenter lægger hovedet på blokken og kommer med nogle forudsigelser. De næste syv dage vil de svare på et spørgsmål, og vi starter med, hvem de tror på som sæsonens overraskelser.

Vi har ventet i månedsvis på, at NFL-sæsonen starter. Nu er der kun en uge tilbage, og derfor er det også tid til at ramme håbløst ved siden af med sine årlige forudsigelser. Gul Kluds skribenter er ikke bange for at lægge hovedet på blokken, så det vil de gøre den næste uge.

Syv dage i træk vil skribenterne svare på et spørgsmål vedrørende den kommende sæson, og nogle af de svar bliver så udvalgt og videregivet her. I er velkommen til at skrive, hvem i er enige med, og hvad i ville have svaret.

Dag 1: Hvem bliver årets overraskelse?
Dag 2: Hvem bliver årets skuffelse?
Dag 3: Hvilke trænere får sparket?

Dagens spørgsmål: Hvem bliver sæsonens positive overraskelse?

Chicago Bears – Mikkel Nielsen og Nichlas Mohrsen
Chicago Bears ligger i division med to af NFC favoritterne, men man skal ikke afskrive holdet fra The Windy City. Bears har fået ny HC i Nagy, der i følge Andy Reid, er den mest kvalificerede HC, han nogensinde har haft under sig. De har derudover fået Allen Robinson og Trey Burton, der har set virkelig god ud i preseason, ind på angrebet. De draftede Roquan Smith, hvilket gør deres forsvar en hel del bedre. Dernæst har Trubisky haft et helt år i ligaen, og med en solid præstation fra ham kunne Bears godt være i betragtning til slutspillett

Cincinnati Bengals – Teis Joranger
Den defensive linje ser rigtig stærk ud, og det kan sende Bengals-forsvaret mod toppen af NFL’s defensive rangeringer. I en svag konference kan et godt forsvar sagtens være nok, hvis Andy Dalton bare hæver niveauet en anelse. Det bør være muligt for Dalton, da den offensive linje, receivergruppen og runningback-positionen alle ser lidt bedre ud end sidste år.

Cleveland Browns – Alexander Paaske
Jeg kan ligne en idiot efter sæsonen med det her bud, men Browns har et godt hold. Forsvaret ser giftigt ud, og med Tyrod Taylor/Baker Mayfield på quarterback samt Jarvis Landry og Josh Gordon på wide receiver kan Cleveland kæmpe med om slutspilspladserne til sidste spillerunde.

Washington Redskins – Dennis Cordsen og Victor Risager
De er et af bare ti hold, der har mere end 50 i odds som Super Bowl-vinder, men jeg ser dem som den næstbedste hold i NFC East. De var stærkt plaget af skader i 2017, men har et hold, der er uden de store huller. Løbeforsvaret, der var deres akilleshæl i 2017, kan få hjælp med Da’Ron Payne og tilbagevendende Jonathan Allen, mens angrebet fortsat ser godt ud med Alex Smith ved roret. 10 sejre er ikke udelukket, og så er man ikke langt fra slutspillet.

Arizona Cardinals – Lasse Meineche
De får deres bedste spiller på angrebet, David Johnson, tilbage, og de har stadig en kommende hall of fame-receiver i Larry Fitzgerald. De spillede en stor del af 2017-sæsonen med henholdsvis Drew Stanton og Blaine Gabbert – der er Bradford og Rosen begge opgraderinger. På forsvaret førte Chandler Jones ligaen i sacks, og man har stadig Budda Baker og Patrick Peterson i secondarien. Det ser ikke helt så skidt ud, som bookmakerne fremstiller det.

Tennessee Titans – Mathias Sørensen
Titans har et sneaky godt hold og er gået lidt under radaren. Jeg tror, at den nye OC Matt LaFleur kan få Mariota til at skinne, og så skal head coach Mike Vrabel nok få noget gejst ind i det forsvar.

Denver Broncos – Tim Andersen
Broncos har stadig et forsvar, der er godt, og nu en solid quarterback, der forhåbentligt ikke sætter bolden for meget på spil. Løbespillet skal dog overpræstere, hvis det skal bliver rigtig godt. Og så er det bare MEGET nemmere at overraske i AFC end NFC.