Sæsonen nærmer sig med hastige skridt, og på Gul Klud vil vi gerne klæde de danske NFL-fans godt på til sæsonen. 32 dage i træk giver vi dig en optakt og ti skarpe analysepunkter til et hold. Vi er nået til Washington Redskins, der har fået ny quarterback samt får en række nøglespillere tilbage fra skade, hvor langt kan de nå?

En spændende NFL-sæson kommer tættere og tættere på kickoff, og det er blevet tid til at kigge nærmere på de 32 holds styrker og svagheder. De næste 32 dages byder derfor på en ny optakt hver dag, indtil vi løber tør for NFL-hold.

Vi tager en division af gangen i rækkefølgen: NFC West, AFC West, NFC South, AFC South, NFC North, AFC North, NFC East og AFC East, Du kan finde alle links til alle sæsonoptakter i bunden. Vi er nået til NFC East, hvor Redskins går ind til hvad der ligner en spændende sæson.

En sherif er kommet til byen!

Redskins går ind til 2018 sæsonen med et nyt hold og en ny kaptajn ved roret. Man valgte nemlig i offseason at sende Kirk Cousins til Vikings, og ind hentede man Alex Smith, der kommer fra den bedste sæson i sin karriere målt på kasteyards og touchdowns. Den nu tidligere Chief får også nogle gode mål at skyde efter i hovedstaden. Udover en i forvejen fin gruppe af receivere anført af Jamison Crowder hentede man hurtige Paul Richardson hos Seahawks.

På løbeangrebet mistede man desværre Derius Guice i preseason til en korsbånds skade, men man har stadig to gode RB’s i Chris Thompson og Rob Kelley, der komplimenterer hinanden godt. Ydermere har man så hente gode gamle Adrian Peterson ind, der får en noget bedre linje at løbe bagved end hvad han havde hos Cardinals. Jay Gruden er dog kendt for at være en træner, der gerne bruger én back tungt, hvilket Guice med sin alsidighed nok var udset til. I stedet kommer Kelley og Thompson krydret med lidt Adrian Peterson formentlig til at dele arbejdsbyrden. Den offensive linje ligner samtidig noget der godt kunne blande sig i snakken om de 10 bedste i ligaen. Sidste år var man dog ramt af skader her. På tight end er historien den samme, hvor man i Jordan Reed stadig har en klasse-tight end hvis han kan holde sig skadesfri.

Forsvaret ser ligeledes spændende ud. Man havde det dårligste løbeforsvar sidste år, og til at løse problemet valgte man Da’Ron Payne fra Alabama i draftens første runde. I en division, hvor både Eagles, Cowboys og Giants har tunge skyts linet op er dette en god beslutning. Payne var i sin tid hos Alabama kendt for hans evne til at stoppe løbet indvendigt. Samtidig havde linebacker Ryan Kerrigan  en flot sæson med hele 13 sacks sidste år – meget flot! En anden spiller der ligeledes bliver spændende at få tilbage er Jonathan Allen der så spændende ud indtil han måtte udgå med en skade sidste år. Deres secondary var også ganske fint sidste år, og selvom man har sagt farvel til en del spillere, har man stadig en af ligaens bedste shutdown corners i Josh Norman.

Overordnet set, synes jeg det tegner godt for Redskins, og jeg har svært ved at pege på nogle virkelig kritiske punkter for dem. Det helt store spørgsmål er stadig skaderne. Kan de holde sig skadesfri er der potentiale til noget stort i DC.

Mest betydningsfulde afgang: Kendall Fuller, CB

Orlando Scandrick som man tog i draftene er sendt videre til Chiefs, mens man valgte Adonis Alexander i supplementeringsdraften. Ingen af dem er dog på niveau med Fuller, der virkelig var en magtfaktor til at lukke ned i slotten sidste år, hvor han tillod en passer rating på 55.0 når quarterbacken besluttede sig for at kaste i hans retning. Quinton Dunbar kommer formentlig til at erstatte ham, da han har taget flest reps i training camp som slotcorner, men er ikke på samme niveau.

Mest betydningsfulde tilgang: Alex Smith, QB

Det er svært at komme uden om Alex Smith her. Han bliver af mange kaldt en spilfordeler, men Redskins’ nye QB er mere end blot dette. Sidste år var han den mest præcise quarterback i NFL på dybe bolde målt på “catchable passes”. Han har godt nok ikke Tyreek Hill at kaste den dybt til længere, men mindre kan også gøre det. Samtidig var han blandt de bedste til at passe på bolden. Han kommer fra sin bedste sæson i karrieren, og han bør passe fint ind i Jay Gruden’s West Coast type angreb.

Holdets største styrke: Deres pass rush

Havde det ikke været for Derrius Guice’s skade, ville jeg nok have peget på runningback her. I stedet kigger jeg imod deres defensive linje. Sidste år var man blandt de allerbedste hold til at få lagt pres på modstanderens quarterback. Man får Jonathan Allen tilbage som pass rusher, og så har man en god OLB duo i Preston Smith og Ryan Kerrigan der samlet giver Redskins evnen til at få lagt godt pres på angrebet.

Holdets største svaghed: Løbeforsvaret

Som nævnt i optakten er det et forholdsvis komplet Redskins-hold, hvis vi tager skadespotentiale ud af ligningen. Jeg vil dog pege på løbeforsvaret som værende deres største svaghed, hvor man var en af de dårligste i ligaen sidste år. Som nævnt hjælper Payne dem her, men han er trods alt en rookie, så at forvente sig det helt store af ham er måske for meget at forlange.

Holdets mest undervurderede spiller: Ryan Kerrigan, OLB

En spiller som man meget sjældent nævner når man snakker dygtige pass rushere er Ryan Kerrigan. Man kan også godt forstå det, for han kommer ud af 2011 draften hvor både JJ Watt og Von Miller blev valgt foran ham. Han er en spiller der bare bliver ved med at producere stabilt og han er samtidig aldrig skadet. Han er super dygtig i pass rush, siden han kom ind i ligaen har han produceret 445 pres på quarterbacken, kun overgået af Von Miller. Samtidig er han også ganske habil i opdækningen. Han er med andre ord alt du gerne vil have i en outside linebacker.

https://twitter.com/redskinsrunn21/status/1020804171891642368

Holdets mest interessante rookie: Adonis Alexander, CB/S

Efter Guice blev skadet, er det selvfølgelig oplagt at pege på Da’Ron Payne her, men hans styrker kender de fleste. I supplementeringsdraften tog Redskins cornerback Adonis Alexander fra Virginia Tech, som de betalte et sjetterundevalg for. Han er en fysisk spiller der er stor af en cornerback at være, og er bestemt ikke er bleg for at tackle. Han kommer formentlig til at blive roteret en del rundt, og kommer nok også til at spille som safety grundet hans fysik og evne til at tackle.

En spiller, der står foran et gennembrud: Jonathan Allen, DE

Han blev valgt i første runde i 2017 draften og så ganske godt ud i de 5 kampe, han nåede at spille, inden en skade holdte ham ude for resten af sæsonen. Hans fravær kunne mærkes stort set med det samme sidste år, hvor han især var savnet imod løbe. Med en spiller som Payne ved siden af ham, bør han have alle forudsætninger for at få et godt år.

En spiller, der skal præstere: Josh Doctson, WR

Set i forhold til at Doctson blev valgt i første runde af 2016 draften, har han slet ikke præsteret nok. Efter at have siddet ude med skader i sin rookie-sæson, spillede han en fuld sæson i 2017. Det blev dog kun til samlet 502 yards. Han er den mest talentfulde receiver på Redskins’ hold og skal gerne vise det lidt mere end blot i glimt.

Bold prediction: Forsvaret bliver et top 5 forsvar

Selv med skader havde man et godt forsvar sidste sæson. Eneste reelle svækkelse i forhold til sidste år er tabet af Kendall Fuller. Med tilføjelsen af Payne samt Allens tilbagevenden fra skade kan de blive en meget dominerende enhed. De står dog overfor en svær opgave da Eagles og Cowboys har ligaens nok to bedste offensive linjer, hvor vi kan se frem til nogle spændende matchups.

En realistisk målsætning: Spille med om et Wild Card

Redskins kommer ind til 2018-sæsonen med et meget komplet hold. Kan Alex Smith fortsætte sit spil fra sidste sæson, lære det nye offensive system hurtigt samt få kemi med sine receivers, er der lagt i ovnen til en spændende sæson. Samtidig ser deres forsvar også ud til at stå rigtig stærkt, hvor især Payne og Allen kan få nøglerollerne. Kan Redskins holde sig nogenlunde skadesfri, kan man muligvis også være en seriøs udfordrer til divisionstitlen, som Eagles dog ser ud til at sidde ret solidt på.