MVP-titlen er altid et voldsomt diskuteret emne og i år er der stadig en del kandidater med en uge igen. I denne artikel forklarer Gul Kluds Teis Joranger, hvorfor han mener, Matt Ryan bør vinde årets MVP-titel.

Hvert år uddeles en del priser i NFL, men den største ære tilfalder den spiller, der bliver udråbt til ligaens vigtigste spiller. Ofte er det oplagt, hvem der skal være MVP. Aaron Rodgers i 2011, Peyton Manning i 2013 eller Cam Newton sidste år.

I år er der dog stor uenighed om, hvem der bør vinde den ærefulde pris. Med kun én kamp igen nævnes der stadig en håndfuld kandidater. Skal det være en af de to fænomenale rookies Dak Prescott eller Ezekiel Elliott hos Cowboys? Skal det være gode gamle Tom Brady, der nok en gang har sendt Patriots mod hjemmebanefordelen i slutspillet? Skal det være Aaron Rodgers, der i den sidste halvdel af sæsonen har brændt ligaen af og er på vej til at hive Packers fra mørket og ind i slutspillet?

Nej, for mig skal ingen af disse være ligaens MVP, og i denne artikel vil jeg fortælle om, hvorfor Matt Ryan fortjener prisen som den vigtigste spiller i ligaen i 2016.

Hvad har Matt Ryan løbet rundt og lavet i år?
I år har Matt Ryan spillet sin bedste sæson nogensinde som quarterback for Atlanta Falcons. Inden sæsonen havde de fleste lunkne forventninger til Falcons, og personligt forventede jeg en sæson med 5-8 sejre.

I stedet ligger Falcons lige nu til at gå ind i slutspillet med andetseed i NFC og dette skyldes udelukkende deres fremragende angreb anført af netop Matt Ryan.

I år har Falcons scoret 33,5 point i snit pr. kamp. Det er over fire point flere end det næstbedste hold i NFL og femtebedst i Super Bowl-æraen. Derudover producerer Falcons næstflest yards, flest yards pr. forsøg, og laver næstfærrest turnovers i ligaen. Det er eksplosivt, stabilt og fandens effektivt.

Et angrebs vigtigste position er quarterbackpladsen, og i år har Matt Ryan spillet sin suverænt bedste sæson, og hans sæson fortjener også at blive nævnt i historisk sammenhæng.

I år fører Ryan ligaen i en række kategorier, og hvad der skiller sig mest ud er den voldsomme effektivitet. Ryan fører nemlig ikke ligaen i volumenstatistikkerne, som alt for mange kigger på. Her taler jeg om f.eks. flest yards og flest touchdowns. Det gør han ikke, fordi han er den quarterback med blot 18. flest kasteforsøg i år, og angrebet som helhed rangerer 25’er i offensive spil.

Når man derimod ser på, hvad Ryan og Falcons får ud af de spil, bliver Ryans sæson sat i et retmæssigt imponerende lys. Ryan fører ligaen i touchdowns per kasteforsøg, yards per kasteforsøg, justeret net yards per kasteforsøg (ANY/A – tager højde for touchdowns, interceptions, sacks) og passer rating. Derudover scorer Falcons touchdown eller field goal, som det eneste hold i ligaen, på over 50 procent af sine drives og har måttet punte færrest gange af alle ligaen.

Hans tal er ikke blot imponerende i denne sæsons sammenhæng, men mange af de tal, Ryan har præsteret, er også imponerende i historisk perspektiv. Matt Ryans 9,26 yards per kasteforsøg er det højeste for en quarterback med over 400 forsøg nogensinde. Det er over en yard bedre i år end Tom Brady på andenpladsen. Det er samtidig blot fjerde gang nogensinde, at en quarterback har 9,3 (historisk set afrundet til én decimal). De tre andre gange har quarterbacken aldrig haft over 350 kasteforsøg – Ryan runder 500 på søndag.

 

På den måske mest inkluderende kastestatistik ANY/A, der regnes ud ved hjælp af yards, touchdowns og interceptions i forhold til kasteforsøg og sacks, har Ryan også en fantastisk sæson kørende. Inden sidste spillerunde har han en ANY/A på 8,90, og det er fjerdebedst nogensinde for quarterbacks med over 450 kasteforsøg i en sæson. De tre over ham blev alle MVP (Marino 1984, P. Manning 2004 og Rodgers 2011).

Men Matt Ryan har Julio, Freeman og Shanahan
Alle disse imponerende tal er svære at diskutere imod, men mange vil påpege, at Matt Ryan har perfekte forhold for at præstere bag en solid offensiv linje, med et godt løbespil, ligaens måske bedste wide-receiver og en stærk koordinator i Kyle Shanahan.

Ryan har da bestemt gode muligheder for at præstere, men hvorfor skal en stærk præstation fra hovedrolleindehaveren straffes for en kompetent instruktør eller dygtige birolleindehavere? Ryan har igennem hele sæsonen leveret på et stabilt højt niveau og har vist i adskillige situationer, at folkene omkring ham kun er sekundære parametre.

I løbet af sæsonen har flere offensive våben været ude i forskellige perioder, og angrebet har bare kørt videre. I sæsonen har Matt Ryan kastet touchdowns til 13 forskellige spillere, hvilket er en ny rekord i NFLs historie. Ud af Ryans 34 touchdowns er kun fem kastet til Julio Jones, og i stedet har spillere som Levin Toilolo, Austin Hooper og Aldrick Robinson været vigtige omend små brikker på angrebet. Faktisk har Matt Ryan en bedre passer rating, når han kaster til resten af holdet, end når han kaster til Julio Jones.

Derudover skal man huske på, at selvom Falcons har gode spillere omkring Ryan på angrebet, har de et dårligt forsvar. Falcons har det dårligste red-zone forsvar i ligaen, og rangerer i den tunge fjerdedel af ligaen i tilladte spil, point og tid pr. drive.

Kravene for Matt Ryan og angrebet har altså været markant større mht. den mængde point de skulle sætte på tavlen for at vinde. Kun fem gange har Falcons tilladt mindre end 20 point, og tre af disse er de sidste tre uger, hvoraf to af disse er mod hold som Rams og 49ers. Til sammenligning har Patriots, der har den måske største favorit til MVP-titlen i Tom Brady, kun tre gange i Bradys 11 kampe tilladt over 20 point, og i to af disse havde Patriots store føringer i starten af kampen. Kun én gang har Patriots lukket 26 point ind eller derover (nederlaget til Seahawks), hvorimod Falcons hele otte gange har lukket 26 point eller mere ind og vundet fem af disse.

At Ryan har haft det “nemt”, mener jeg derfor er en voldsom negligering af, hvad der har været krævet af Ryan og angrebet for at få Falcons til, hvor de er nu. Specielt når der har været krævet så lidt fra f.eks. Tom Brady, se blot rangeringerne efter DVOA (En avanceret analyse metode fra FootballOutsider – Læs mere her)  på de hold, Patriots har mødt. Patriots har selvfølgelig vundet disse kampe, og man kan kun slå de hold, man møder, men at Ryan har haft det “nemt” i forhold til f.eks. Brady, kan jeg ikke tilslutte mig.

https://twitter.com/Cianaf/status/812880527086809088

Hvad er Ryans problemer?
På alle statistikker og analysemetoder, der kigger på quarterbackspil og offensiv produktion, synes jeg ikke, der kan være meget tvivl om, at hvad Matt Ryan har præsteret med Falcons’ angreb er MVP-værdigt. Men hvorfor er der så stadig tvivl blandt mange?

For det første har Matt Ryan simpelthen bare ikke et stort navn i forhold til Brady, Elliott eller Rodgers. Brady og Rodgers er to af NFLs største stjerner, og Elliott spiller for det mest populære hold i USA. Folk skal tvinges til at se Matt Ryan over disse stjerner, og det har de bare ikke haft ret god mulighed for. Falcons har været i primetime kun 2 gange i år og begge disse faldt relativt tidligt. Packers spiller i primetime for sjette gang på søndag, Cowboys har nu spillet seks gange i primetime bl.a. de sidste fire uger i træk (!) og Brady godt nok kun to, men den seneste var i uge 13 mod Ravens, og denne kamp er den primære grund til, at han har favoritværdigheden til MVP-titlen. Primetime eksponering til hele nationens publikum betyder meget, og her kan Ryan komme i problemer.

Derudover har Atlanta Falcons og Matt Ryan har “kun” vundet 10 kampe, hvis de vinder søndag, bliver det til 11 og et andetseed i NFC. Det vil dog stadig kun være det samme antal sejre, som Brady har vundet (hvis Patriots også vinder søndag), selvom han missede fire kampe i starten af sæsonen. Derudover har Ryan kastet en sen interception mod Chargers og en grim “pick-2” mod Chiefs. Begge endte med nederlag. Disse ærgerlige fejl ser i manges øjne skidt ud, når man sammenligner med en Tom Brady, der har lavet meget få fejl og kun har kastet to interceptions i år.

Det er eksempler på to fejl, der gør, at Falcons ikke når nogen imponerende sejrstotal. Men skal det overdøve det fantastiske niveau, Matt Ryan har præsteret set over hele sæsonen?

MVP-titlen må ikke blive en “win”-titel
Der er en tendens til, at sejre må være lig med, at man har spillet godt. Man ser det, når Carson Wentz næsten fik overrakt sin gyldne jakke efter uge 3. Man ser det, når Brock Osweiler får en kæmpe kontrakt efter en håndfuld sejre båret af et historisk godt forsvar.

Lidt sidste år, men specielt i år, synes jeg, MVP-titlen har fået en ærgerlig tone af, at den skal gå til en spiller, der spiller på det/et af de hold med flest sejre. I år har snakken hele året været, at MVP’en være en af dem der bare vinder. Stafford og Carr var nævnt, selvom de ikke spillede på Brady eller Ryans niveau. Da de så tabte et par kampe, røg den over til Brady, Dak eller Elliott, fordi nu er de dem “der er tilbage” i kapløbet om at nå flest sejre muligt.

Hele sæsonen har Ryan været under radaren, fordi han har været et par sejre efter de andre. For mig handler det ikke om det. For mig er det en titel, der skal gives til en spiller, som præsterer på et ekstremt højt niveau og på den måde fører et hold til højder, som de ikke burde nå.

Det er præcist, hvad Matt Ryan i år har gjort mere end nogen anden spiller i ligaen, synes jeg. Ryans niveau, der matcher op med nogle af historiens bedste quarterback-sæsoner, har taget Atlanta Falcons og bragt dem i en situation, hvor de på søndag kan sikre sig andetseed i NFC. Uden Ryans fremragende spil havde dette hold ikke været i nærheden af slutspillet, og derfor er Matt Ryan min MVP i år.

Synes du, at en anden spiller bør vinde MVP eller, at jeg har skudt helt ved siden af? Smid gerne din kommentar nedenunder.

3 KOMMENTARER

  1. Jeg er lidt bange for det bliver Tom Brady, da MVP titlen ofte er et populæritets valg, men jeg er på linie med dig Teis, titlen bør gå til Matt Ryan.

    • Jeg tror også, at Brady tager den på ren og skær kendisfaktor + “win”-logik. Nu må vi se, tendensen de sidste uger har svinget mod Matt Ryan, men efter Ravens-kampen var Brady bredt forventet at vinde…

  2. Ryan eller Brady .. vi får se . Jeg tror at begge gerne vil sælge den titel for en superbowl ring

Comments are closed.