Med sæsonen indenfor overskuelig rækkevidde er vi på Gul Klud igang med at kigge nærmere på de 32 hold. Pittsburgh Steelers runder den første division af i gennemgangen.
Det har ikke været nogen ideel off-season i Pittsburgh. Flere ærgerlige overraskelser har ramt holdet. Første overraskelse var Heath Millers tilbagetrækken, hvilket var et år før, jeg personligt regnede med. Dernæst kom Martavis Bryants et år lange karantæne, og senest Bells fire kampes karantæne. De to første ting tvang holdet til ukarakteristisk at investere lidt i free-agency, hvor tight end Ladarius Green blev hentet til fra Chargers. Ellers var fokus på draften, hvor planen var tydelig. Forsvaret skulle forstærkes, og specielt holdets secondary fik tilført nyt blod med holdets to første valg Artie Burns og Sean Davis. Hvordan ser holdet så ud nu? Lad os tage et kig på det.
En enestående trio skal vise vejen
Modsat de historiske Steelers-hold i 70’erne og 00’erne, er angrebet dette holds helt store styrke. Angrebet har dygtige spillere hele vejen rundt, og specielt en enestående trio er ikke til at komme uden om. Her er der selvfølgelig tale om quarterback Ben Roethlisberger, runningback Le’Veon Bell og wide-receiver Antonio Brown. Ingen andre hold kan efter min mening mønstre en lignende trio, når de ellers er på banen sammen.
Alt starter dog oppe foran, hvor det beskidte arbejde skal gøres før, at stjernerne kan funkle.
Overordnet er det en stærk linje, der står foran Ben Roethlisberger. Fire ud af fem er dygtige spillere, og kun venstre tackle er et spørgsmålstegn. Kelvin Beachum er væk, og da Beachum blev skadet sidste år, fik den uprøvede og enorme Alejandro Villanueva chancen kun et år efter, at han begyndte som offensiv linjemand i NFL. Der var bestemt potentiale, men den manglende erfaring kunne ses i perioder, hvor han havde store problemer med specielt erfarne pass-rushere.
Linjen giver dog stadig gode forudsætninger for, at forbindelsen til ligaens måske bedste receiver, Antonio Brown, igen i år bliver rødglødende. De to alene vil være en mundfuld for alle hold, men som helhed er kasteangrebet svækket i forhold til 2015. Martavis Bryant fik tidligere i off-season karantæne i hele 2016 for gentagne brud på ligaens misbrugspolitik. Hans fravær er et stort tab, da han i høj grad bragte en x-faktor med sin størrelse, fart og næse for end-zone. Det efterlader Steelers med udmærkede Markus Wheaton, erfarne Darrius Heyward-Bey og talentfulde Sammie Coates bag ved Antonio Brown. Ikke en dårlig gruppe, men bestemt svagere end 2015.
Bryant er dog ikke det eneste tab. Legenden Heath Miller stoppede karrieren efter sidste sæson, og hans farvel tvang holdet til at spendere lidt i free-agency. Hos Chargers hentede de Ladarius Green, der er en lidt anden type end Miller. Green er en stor atletisk tight-end, der har sine klare forcer som receiver, og hans ankomst er næppe en svækkelse i kastespillet. Han vil formentlig blive komplimenteret af den mere typiske Steelers tight-end Jesse James.
I løbespillet er der ikke meget nyt for Steelers. Det er stadig den stærke duo med Le’Veon Bell og DeAngelo Williams, der skal løbe bolden i Pittsburgh. Igen i år må Williams vikariere som starter, indtil Bell har afsonet sine fire kampes karantæne. Noget der selvfølgelig er ærgerligt, men næppe har de store implikationer på sæsonen som helhed. Med Bryant havde dette lignet ligaens bedste angreb, men nu må forventningerne modereres. Det skal stadig være et topangreb, men, om det bliver det bedste, er mere tvivlsomt.
Forsvaret skal give angrebet chancen for at bære holdet
Dette forsvar er en svær nød at knække. Det besidder nogle gode kvaliteter, men i perioder var der store problemer sidste år. Det er på papiret et halvsvagt forsvar, men sidste år gjorde de det rigtig godt i nogle af kategorier, der komplimenterer et eksplosivt angreb som Pittsburghs. Ja, de tillod et hav af yards, men holdt i vid udstrækning modstanderne til field-goals . Hvis man kan gøre dette, må man forvente, at Steelers’ angreb kan lave flere touchdowns end modstanderne. Så selvom det ikke altid var lige kønt, er det nævneværdigt, at dette ellers tvivlsomme forsvar, der tillod tredjeflest kasteyards også havde tredjeflest sacks, tredjeflest takeaways og tillod 11. færrest point pr. kamp. Det er lignende områder, man kan håbe, at det unge forsvar kan excellere på.
Steelers største styrke på forsvaret er de to defensive-ends, Stephon Tuitt og Cameron Heyward. Efter et godt 2015, er den stadig unge duo på vej til at blive en af ligaens farligste indvendige duoer. I år vil de blive komplimenteret af erfarne Ricardo Matthews og den spændende rookie Javo Hargrave. I midten af linjen er den klassiske nose-tackle-position til at stoppe løbet dog svækket. Steve McLendon er væk og bliver erstattet af Daniel McCullers. Den store McCullers har ikke fået meget spilletid i sine første to sæsoner, og i den spilletid han har fået, har han ikke imponeret.
Tuitt og Heyward er ikke blot dygtige i løbeforsvaret, men de var også Steelers’ bedste pass-rushere sidste år. Grunden til dette skal også findes i en svag outside-linebacker gruppe. Hvis ikke andenårsspilleren, Bud Dupree, tager et stort skridt frem i år, må holdet igen sætte sin lid til 38-årige James Harrison, hvilket både er sigende og sørgeligt. På de to inside-linebacker-positioner er holdet solidt besat med Lawrence Timmons og Ryan Shazier. Sidstnævnte viste fremragende takter i sidste års slutspil og kan få det helt store gennembrud i år.
Selvom fronten ikke er helt skudsikker, er det stadig de bagerste folk, der er de største spørgsmålstegn. Jeg har fin tiltro til, at Robert Golden kan bære rollen som startende safety uden at falde igennem. Det er derfor ikke makkerskabet med fornuftige Mike Mitchell, der gør holdets secondary problematisk. Det er derimod cornerback-positionen, som er en noget ukendt faktor. William Gay vil være en pålidelig corner, men derefter er der ikke meget erfaring til at udfylde de sidste to pladser.
Tredjeårsspilleren, Ross Cockrell, ligger nok bedste i svinget til den ene plads, da han trods alt fik betydende spilletid sidste år og generelt var rimelig. Herefter lignede det, at Senquez Golson, der blev draftet i anden runde i 2015, ville blive nickelcorner. Han nåede aldrig en træning i træningslejren sidste år, og i år gik han ud af holdets fjerde træning med en fraktur i foden. Han kan måske misse hele sæsonen, og er i bedste fald først tilbage i November. Det åbner fuldstændig op for, hvem der tager den sidste plads. I træningen har årets andenrundevalg, cornerback/safety-hybriden Sean Davis, fået chancen først, men skaden åbner også døren for førsterundevalget fra i år, Artie Burns. Hvis han bliver den tredje-cornerback, så vil William Gay rykke ind som nickelcornerback. Det ser ud til, at Steelers må kaste den her gruppe ud på dybt vand i pre-season, og så håber, de finder ud af, hvem der kan svømme inden sæsonen går i gang, eller hvem der måske kan lære det undervejs i sæsonen.
Den oversete nøgle: Hvordan Martavis Bryant erstattes
Forsvaret er ikke et topforsvar, så nogen vil måske mene, at det handler om, hvorvidt de unge forsvarsspillere som Dupree, Cockrell, Tuitt, Shazier udvikler sig hurtigt nok. Jeg er uenig. Det vil selvfølgelig gøre det hele nemmere, hvis det sker, men for mig handler det om, at angrebet skal være godt nok til at bære et middelmådigt forsvar. Derfor skal de have erstattet Martavis Bryant. Han er et unikt talent, der stod for det ekstraordinære. Se blot tallene i Evan Silvas tweet herunder for at understrege, hvor uvurderlig en brik han har været for Big Ben de sidste par år.
Ben’s 22 gms w/ Martavis:
331.2 pass yds/gm, 40.1 attempts/gm 43 TD
Ben’s last 22 gms w/o Martavis:
269 pass yds/gm, 35.5 attempts/gm 35 TD— Evan Silva (@evansilva) July 18, 2016
Hvis Steelers skal gøre sig forhåbninger om noget i 2016, skal de finde alternativer til Big Ben, så angrebet igen kan ramme et højt niveau. Ingen kan fuldt ud erstatte Bryant, men det er op til den offensive koordinator, Todd Haley, at udnytte Markus Wheaton, Sammie Coates og Ladarius Green til at få noget af det tabte tilbage. Coates har lignende atletiske egenskaber, og han kan tilføre noget af den fart Bryant bibragte. Ladarius Green har en størrelse, der gør ham til et oplagt red-zone target, og til sidst skal Wheaton være mere pålidelig over en hel sæson. Hvis det lykkes at gøre op for tabet af Bryant, vil Steelers have alle forudsætninger for football i januar.
Målsætning: Super Bowl
Forsvarets gennemsnitlighed og angrebets evne til at finde alternativer til Martavis Bryant er klare problemer, der skal overkommes. Jeg mener dog, at Steelers har det nødvendige potentiale både på forsvaret og angrebet til at tackle disse problemer. Hvis det lykkes, kan de offensive profiler Ben Roethlisberger, Le’Veon Bell og Antonio Brown gøre forskellen på ugentlig basis. De er ikke min favorit til Super Bowl mere pga. Bryants karantæne, men de har stadig brikkerne til at være gå hele vejen, og derfor skal målet også være Super Bowl 51 i Houston.
BAL | CIN | CLE | PIT | HOU | IND | JAX | TEN | DEN | KAN | OAK | SD | BUF | MIA | NE | NYJ | CHI | DET | GB | MIN | ATL | CAR | NO | TB | ARI | LAR | SF | SEA | DAL | PHI | NYG | WAS
