Le’Veon Bell og Pittsburgh Steelers har frem til 16. juli til at blive enige om en ny kontrakt, hvis ikke Bell skal spille 2018-sæsonen på et franchise tag. Ifølge Bell er parterne dog tættere på hinanden end sidste år, hvor Bell ikke fik en ny kontrakt.

For andet år i træk franchise taggede Pittsburgh Steelers deres stjernerunningback Le’Veon Bell. På den måde undgik holdet at miste ham i free agency i år, men da det etårige franchise tag bliver dyrere og dyrere hvert år, kan de ikke blive ved med at gå den vej for at beholde Bell.

De to parter prøver derfor for andet år i træk at blive enige om en langvarig kontrakt, og ifølge Le’Veon Bell ser det bedre ud end sidste år. De to parter har frem til d. 16. juli til at blive enige. Hvis ikke må Bell spille på det uddelte franchise tag. Til NFL.com udtaler Bell:

Vi arbejder på det. Vi er meget tættere på en forlængelse, end vi var på samme tidspunkt sidste år. Det er jeg glad for. Det hjælper dog ikke noget, hvis vi ikke bliver enige, men vi håber på at få noget på plads. Jeg har stor tiltro til, at det lykkes. Jeg vil i hvert fald gerne.

Sidste år forhandlede de to parter hårdt frem til samme deadline midt i juli, men Bell afslog til sidst Steelers’ tilbud. Derfor måtte Bell spille på franchise tagget, som er en etårig kontrakt. Det betød også, at Bell valgte at blive væk fra Steelers’ pre season og første mødte op en uge før sæsonstart. Det samme vil med al sandsynlighed være tilfældet igen i år, hvis de to parter ikke bliver enige.

Sidste år havde franchise tagget en værdi på omkring 12 millioner dollar, mens det i år er blevet dyrere og ligger omkring 14 millioner dollar. Tidligere har Bell været ude med ønsker om en kontrakt på omkring 16-17 millioner dollar om året, hvilket vil være dobbelt så meget som den nuværende dyreste runningbackkontrakt, som Devonta Freeman står for.