Efter Pittsburgh Steelers blev elimineret fra dette års slutspil, har Le’Veon Bell haft et hav af tid. Den tid er blandt andet brugt til at lave et diss-track rettet mod Skip Bayless.

Selv om Super Bowl er lige om hjørnet, og der er masser af seriøs NFL-snak tilbage endnu, skal der også være plads til de mere skæve historier. Sådan en har running back Le’Veon Bell leveret med sit diss-track til den amerikanske TV-personlighed, Skip Bayless.
I sangen “Shrimp Bayless” bliver den 65-årige TV-vært blandt andet kaldt ud for at “sige hvad som helst for at få TV-seere”, og “at hate på Le’Veon Bell”. Bell bruger naturligvis også tiden på at hype sig selv op. Den talentfulde running back prædiker blandt andet, at Hall of Fame venter på ham.


Bayless er primært kendt for sin tid hos ESPN, hvor han sammen med Stephen A. Smith var vært på programmet First Take. Her var skøre postulater og kontroversielle meninger hverdagskost. Bayless arbejder nu for rivalerne Fox Sports 1, hvor han sammen med Shannon Sharpe er vært for programmet “Undisputed”.
Den 24-årige stjernespiller har brugt lydklip fra det program i sangen til at understrege sine pointer.
Det er ikke første gang, at Steelers-stjernen bruger musikken til at udtrykke sin mening. Le’Veon Bell, der rapper under kunstnernavnet Juice (også O.J. Simpsons kælenavn) udgav sidste forår et mixtape. Her var der blandt andet en sang, hvor running backen udtrykte, at Steelers burde gøre ham til den bedst betalte running back i ligaen.

Diss-tracket er ikke gået ubemærket hen, for Skip Bayless selv har taget til Twitter for at love, at han nok skal svare tilbage. Hvorvidt han selv vil smide nogle hårde rim efter Bell er dog tvivlsomt.