Ladarius Greens første sæson i Steelers blev spoleret af vedvarende hovedpine og en hjernerystelse, men tight enden er indstillet på at fortsætte og bevise sig i Pittsburgh.

Da tight end Ladarius Green i marts underskrev en fire-årig aftale med Pittsburgh Steelers, var håbet, at holdet allerede havde fundet erstatningen for Heath Miller. Men Greens første år i Pittsburgh levede slet ikke op til forventningerne.
Det skyldtes dog ikke svagt spil på banen, men en vedvarende hovedpine, der holdt den formodede angrebsprofil ude de første ni uger af sæsonen. Green viste prøver på sit talent i seks kampe sidst på sæsonen, hvor det blandt andet blev til seks grebne bolde for 110 yards mod New York Giants. I årets sidste to opgør plus de tre slutspilskampe måtte han igen se til fra sidelinjen. Denne gang på grund af en hjernerystelse. Den fjerde siden 2014.
Rygter om karrierestop har derfor floreret, men det har Ladarius Green afvist i et interview med Pittsburgh Post-Gazette.
“Jeg har talt med alle lægerne. De har forsikret mig om det (ikke at være bekymret over hjernerystelserne). Så jeg fokuserer ikke på det lige nu,” sagde Green og tilføjede, at han “håber sæsonen var hans eneste tilbageslag.”
“Jeg nåede at vise en smule af det, jeg kan. Jeg håber bare, det bliver meget bedre fra nu af.”
Nu må Steelers-fans så bare krydse fingre for, at Ben Roethlisberger ikke stopper karrieren, hvilket han bragte på banen som en mulighed efter søndagens nederlag til New England Patriots.