Pittsburgh Steelers’ sæson sluttede søndag med et nederlag til New England Patriots, og næste sæson kan blive væsentligt anderledes.

Ben Roethlisberger udtalte på en lokal radiostation, at han i løbet af de næste par måneder ville overveje alle muligheder, herunder chancen for, at han ikke vil spille football næste sæson:
“Jeg vil evaluere og overveje alle muligheder. Det gælder mit helbred, min familie og lignende ting. Jeg vil bare have lidt tid væk fra det hele og overveje næste sæson, hvis der overhovedet bliver en næste sæson”.


En sådan udtalelse sætter naturligvis gang i alverdens spekulationer, og holdets cheftræner Mike Tomlin har allerede udtalt sig om situationen. Tomlin sagde, at han tager udtalelsen seriøst, men håber, at Big Ben vender tilbage. Chris Adamski, en lokal reporter, fortæller desuden, at Tomlin har indikeret, at den rutinerede quarterback før har haft overvejelser at trække sig tilbage inden næste sæson.


Udtalelsen kommer naturligvis efter et skuffende nederlag, men det ville ikke være en kæmpe overraskelse, hvis Roethlisberger skulle vælge at trække sig tilbage. Big Ben bliver 35 år til marts og har haft et væld af skader i sin flotte karriere. Den seneste trend i ligaen har netop været, at spillere har trukket sig tilbage tidligere grundet skadesfrygt. Var 2016 Big Bens sidste år i NFL, vil han ende med at skylde Pittsburgh Steelers næsten 19 millioner dollars.


Vigtigere er det dog, at Steelers vil miste et moderne ikon, der på banen har været et perfekt eksempel på den hårdhed, gejst og fightervilje man elsker i byen. Efter at være blevet valgt med 2004-draftens 11. valg, har Roethlisberger ført det traditionsrige hold til to Super Bowl-titler. Han er desuden selv blevet valgt til fem pro bowls.
Roethlisberger har, indtil nu, kastet for 46.814 yards (10. flest nogensinde) og 301 touchdowns (9. flest nogensinde). Intet er besluttet, men de næste måneder bliver lidt mere spændende for Steelers-fans, og ikke på en god måde.