Pittsburgh Steelers fik smæk af New England Patriots i AFC-finalen, men ifølge runningback Le’Veon Bell, havde slutresultatet set helt anderledes ud med ham på banen i alle 60 minutter.

AFC-finalen mellem Patriots og Steelers blev aldrig det brag, NFL-fans havde håbet på, da Patriots løb med en overlegen sejr på 36-17.
For Pittsburghs vedkommende var det ekstra bittert, at en af de største stjerner, runningback Le’Veon Bell, måtte udgå allerede i første quarter med en lyskeskade. Ifølge Bell selv havde Steelers stået i Super Bowl på bekostning af Patriots, hvis han ikke var blevet skadet.
“Jeg tror, vi havde slået dem. Jeg havde det slet ikke godt på banen. Men bare det faktum, at jeg var ude på banen, ændrede deres taktik fuldstændig,” sagde runningbacken under ESPN’s First Take program, hvor markante holdninger generelt sidder løst.


“Hvis jeg er på banen, og vi går ud og gør, hvad vi gør, på den måde vi havde gjort det hele sæsonen, især i slutspillet, ved at løbe bolden, køre play-action og få Antonio Brown én-mod-én…. så havde slutresultatet været anderledes. Vi vender tilbage til det næste år,” fortalte Bell.
Mandag placerede Pittsburgh Steelers det eksklusive franchise tag på Le’Veon Bell, og nu har parterne ind til den 15. juli til at blive enige om den kæmpekontrakt, angrebsstjernen ikke har lagt skjul, at han søger.