Chris Long viste sin støtte til Malcolm Jenkins under nationalsang: “Det er tid til, at folk, der ser ud som mig, er her for folk, som kæmper for lighed.”

USA har været hårdt præget af de forfærdelige hændelser, der fandt sted i Charlottesville, Virgina, for en håndfuld dage siden. Det er naturligvis ikke gået næsen forbi flere NFL-profiler. Michael Bennett og Marshawn Lynch har protesteret mod raceulighederne ved ikke at rejse sig under den amerikanske nationalmelodi, mens Malcolm Jenkins vil løfte og knytte sin højre hånd under ‘Star-Spangled Banner’ til samtlige kampe.
Da Jenkins gjorde det før preseason-kampen mod Buffalo Bills i nat, mødte han opbakning fra sin holdkammerat Chris Long, der lagde sin arm på ryggen af den defensive back som et tegn på støtte.
“Jeg sagde til Malcolm: ‘Jeg er her for dig.’ Det er tid til, at folk, der ser ud som mig, er her for folk, som kæmper for lighed,” sagde Long efter kampen og tilføjede:
“Malcolm er en leder, og jeg er her for at vise min støtte som en hvid atlet.”


De seneste uroligheder i Charlottesville har især ramt den defensive end ekstra hårdt, da området er hans hjemstavn.