Eagles’ defensive linjemand Fletcher Cox forbindes normalt med ligaens allerbedste defensive spillere, men Cox har haft det spillemæssigt svært i de seneste fire kampe.

Den stærke pass rusher, som tidligere skrev under på en kontraktforlængelse til værdi af $103 millioner, er blevet holdt fra fadet i de seneste fire kampe, hvori Cox ikke har formået at levere et eneste sack. Fletcher Cox er også bevidst om sit formdyk, som han omtaler bundærligt:

“Jeg skal spille bedre. Jeg har haft chancerne i de seneste par uger, men jeg har ikke formået at tage dem. Det føles som, at jeg har ramt en mur, og der er ikke andet at gøre end at arbejde hårdt for at komme videre.” Sagde Cox via CSN Philadelphia.

Fletcher Cox får mulighed for at rette op på seneste ugers mangelfulde præstationer, når Eagles (4-4) møder Atlanta Falcons (6-3), hvor førstnævnte ser ud til at få Bennie Logan tilbage på den defensive linje. Logan er en force mod løbet, og med hans tilbagekomst kan Cox måske finde tilbage til sit primære fokus; at jage quarterbacks.

Falcons’ quarterback, Matt Ryan, er den femtemest sackede i NFL med 22 styks, hvilket er til trods for massive forbedringer hos Falcons’ offensive linje i nærværende sæson. Fletcher Cox må forventes at komme til fadet mod Falcons, og det bliver uomtvisteligt en interessant duel at følge.